Unicef: Over 370.000 børn fødes i dag

FN-organisationen Unicef vurderer, at der på årets første dag vil blive født 371.504 børn på verdensplan.

Globalt skønnes over halvdelen af disse fødsler at finde sted i 10 lande:

  1. Indien: 59.995
  2. Kina: 35.615
  3. Nigeria: 21.439
  4. Pakistan: 14.161
  5. Indonesien: 12.336
  6. Etiopien: 12.006
  7. USA: 10.312
  8. Egypten: 9.455
  9. Bangladesh: 9.236
  10. Den Demokratiske Republik Congo: 8.640

For hele 2021 estimerer Unicef. at der vil blive født 140 millioner børn, som i gennemsnit vil leve i 84 år.

Levetiden i Danmark

Unicef estimerer, at danskere født i 2021 bliver 102,1 år. Børn i 27 andre lande forventes imidlertid at blive ældre.

Således kan nyfødte i lande som Andorra, Schweiz, Frankrig, Portugal og Spanien forvente at leve længere end i Danmark.

Det samme gør sig gældende blandt vores nordiske naboer, hvor Danmark ligger klart sidst.

Nyfødte i Sverige, Norge og Finland kan således i gennemsnit forvente at leve 8,8 år længere end i Danmark ifølge Unicef.

Levealder på 119,2 år

I Andorra forventes der bare at blive født et barn nytårsdag. Men det barn vil ifølge prognosen kunne blive 119,2 år, hvilket er nok til at toppe listen.

I bunden af Unicefs liste over forventet levealder ligger lande som Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Her forudses en forventet levealder for årets nyfødte på 61,4 år.

- De børn, der er født i dag, kommer ind i en verden, der er meget anderledes end for et år siden, og et nyt år giver en ny mulighed for at forestille sig den igen, udtaler UNICEFs administrerende direktør Henrietta Fore i en pressemeddelelse.

2021 markerer også 75-årsdagen for Unicef, hvilket vil blive fejret rundt om i verden.

Powered by Labrador CMS