Borgmester klar til at bruge sociale medier op til valg

Alternative midler skal bruges for at promovere budskaber op til kommunalvalget. Borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen vil være synlig på de sociale medier.

Borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen vil være synlig på de sociale medier under sin valgkamp til kommunalbestyrelsen

Da kommunalvalget skal afholdes samme tidspunkt som Inatsisartut-valget, må kandidaterne til kommunerådet bruge alternative midler for at komme igennem til befolkningen med deres politiske budskaber.

Borgmester i Qeqqata Kommunia Malik Berthelsen (S) har tænkt sig at bruge Facebook som platform under valgkampen.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, at kommunalvalget sker samme dag som Inatsisartut-valget, for jeg frygter, at Inatsisartut-valget vil overstråle vores kampvalg. Og vi er alle bevidste om, at borgerne interesserer sig mere for landspolitikken end kommunalpolitikken, siger han til Sermitsiaq.AG.

Ved den seneste kommunalvalg var stemmeprocenten på 61,1 procent på landsplan, mens tallet var på 71,9 procent i den seneste Inatsisartut-valg.

Nettet som værktøj

Derfor er han klar til at bruge Facebook i sin valgkamp.

- I de seneste år er det blevet mere normalt blandt politikerne at bruge sociale medier for at komme ud med deres budskaber. Jeg tænker på at bruge den mulighed. For eksempel hvis der er vælgermøde til Inatsisartut-valget den ene dag, og kommunalvalg den næste, så kan det tænkes, at interessen er mindre. Derfor kan promovering via Facebook være en bedre løsning, siger Malik Berthelsen.

Ved sidste kommunalvalg blev Malik Berthelsen valgt som borgmester i Qeqqata Kommunia, da han fik 522 personlige stemmer.

- Jeg går efter at fortsætte som borgmester, lyder det fra Malik Berthelsen.

Valget til Inatsisartut og kommunen afholdes 6. april.

Powered by Labrador CMS