Alfred Jakobsen er død

Tidligere naalakkersuisoq og direktør for KNAPK og ICC Alfred E. Jakobsen er død den 12. februar efter længere tids sygdom.

Direktør i NGO’en Oceans North Alfred E. Jakobsen er gået bort efter længere tids sygdom. Efter en hjerteoperation i sommeren 2020 blev han ramt af en hjerneblødning den 25 august 2020 og har siden kæmpet med mén efter hændelsen.

Alfred E. Jakobsen sov ind på alderdomshjemmet i Nuuk med familien omkring sig den 12. februar.

Alfred E. Jakobsen er født i Arsuk i 1958. Han efterlader sig fire døtre og konen Aviaaja Rosing Jakobsen.

- Han kæmpede til det sidste, men han vidste godt, hvor det bar henad, siger Aviaaja Rosing Jakobsen til Sermitsiaq.AG.

- Han var en meget kærlig far og ittu. Han havde stor kærlighed til os alle også nevøer og niecer. Han var meget engageret i sit arbejde og ærekær omkring det, og han kæmpede altid for miljøet. Han vil blive savnet, lyder det fra hustruen.

Skabte forståelse for grønlandsk kultur

Selvstyret skriver i en pressemeddelelse:

- Alfred Jakobsen var en ildsjæl, der brændte for vores kultur og natur. Han var en altid engageret forkæmper for miljøet, havmiljøet og for bæredygtigt fiskeri. Uden berøringsangst bidrog han aktivt til natur- og miljødebatten i Grønland. Han skubbede således på for øget formidling og en bredere dialog med henblik på at styrke befolkningens viden og bevidsthed om natur og miljø.

- Med sit venlige, åbne sind og gode humør tog Alfred Jakobsen som Direktør i Direktoratet for Miljø og Natur sine medarbejdere under sine vinger og delte af sin store erfaring og viden. Mange medarbejdere beskriver Alfred E. R. Jakobsen som en mentor, der var med til at skabe deres indsigt i og forståelse for vores kultur, natur og miljø. Alfred var en leder og kollega, man kunne regne med, og hans store erfaring og engagement gjorde ham til en vellidt sparringspartner i mange sammenhænge. Vi er mange, der vil savne ham, og han vil altid blive husket.

Kæmpede stadig for miljø og bæredygtighed

Alfred E. Jakobsen har frem til sin død været Direktør for NGO’en Oceans North Greenland, som arbejder for et bæredygtigt fiskeri. Næstformand i Oceans North, Christopher Debicki, udtaler om kollegaen:

- Alfred har siden 2015 medvirket til udviklingen af Oceans North som uafhængig NGO og identifikationen af fælles bekymringer og drømme for befolkningerne i Grønland og Canada samt vores fælles ønske om at holde vores have sunde og produktive.

- Alfred har spillet en nøglerolle i at hjælpe med at overbevise ti parter om at forhandle og underskrive en international arktisk fiskeriaftale for det centrale arktiske ocean i 2018.

Powered by Labrador CMS