Borgermøde i Narsaq præget af uro

Allerede en halv time før mødestart var mange demonstranter fra Urani Naamik mødt op ved forsamlingshuset i Narsaq for at vise deres modstand mod mineprojektet på Kuannersuit.

Omkring hundrede mennesker stod fortsat udenfor forsamlingshuset, da de cirka 100 stole indenfor var fyldt op. Både inde og ude havde politifolk taget opstilling for at holde ro og orden.

En af dem, der kom tidligt for at få en plads, var 76-årige Theodora Kruse Jensen.

- Jeg så nogle billeder af området, efter minen er lukket i går, og tårerne begyndte simpelthen bare at trille ned ad mine kinder. Jeg elsker at komme ud i fjeldet, og området her er så smukt. Det er mine børn og børnebørn, der skal leve med det, som en mine efterlader i naturen.

Skældsord og håndtegn mod oplæghsholderne

Nyuddannet adventureguide 20-årige Angutsiaq Isbosethsen, var også kommet i god tid. Han mener ikke, at minen er en god ide for de lokale i Narsaq.

- Vi ved jo rent faktisk ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg er meget bekymret for vores sundhed og for vores fårehold, siger han.

Han er også bange for, om mange vil vælge at flytte fra byen, hvis minen åbner.

Under hele mødet blev der råbt, hujet og spillet høj musik med protestsange mod uran. Undervejs måtte tolkene flytte væk fra vinduerne, fordi de ikke kunne overdøve lyden udefra.

Demonstranterne bankede på ruderne ind til salen og sendte langefingre i retning af oplægsholderne, som måtte anstrenge sig for at blive hørt af tilhørerne.

Mange kom ikke ind

Christian Juncher Jørgensen fra Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet begyndte sin præsentation med at bede folk fra Urani Naamik om at få deres venner udenfor til at skrue ned for tilråbene, så folk i salen og hjemme foran TV’et kunne høre oplægget, om hans og andre udvildige eksperters vurdering af miljøpåvirkningerne af projektet.

Det gav dog ikke mere ørenlyd og kort efter begyndte musikken endnu engang.

Jack Duulhus var en af dem, der stod udenfor sammen med flere andre.

- Vi kunne ikke komme ind. Der var allerede fyldt, siger han til Sermitsiaq.AG.

Han er absolut ikke tilhænger af et mineprojekt, og forventer ikke at blive oplyst af borgermøderne.

Jack Duulhus er bekymret for ulykker under driften af en mine, som kan få konsekvenser for dyr og mennesker, og så mener han ikke, at der vil komme noget godt ud af minen.

- Der kommer jo ingen arbejdspladser her, de skal bo i en camp udenfor byen, mener han.

Tilhænger skuffet

På trods af at kritikerne ikke mener, der er noget information at hente ved borgermøderne, så fik forskeren fra Aarhus universitet et lille bifald efter sin præsentation.

En person, der er tilhænger af minen, er Josef Petersen. Han er ked af aftenens forløb.

- Jeg synes mødet var godt, men omgivelserne var ikke gode. Jeg synes, politiet har svigtet det at holde ro og orden, demonstranterne har været meget forstyrrende, og jeg synes det er synd for børnene, der er med dem.

-Der har været mange gode og relevante og kritiske spørgsmål, og det er godt. Vi skal også stille kritiske spørgsmål, selvom vi er for. Det er vigtigt, at tingene foregår ordentligt, siger Josef Petersen.

Den positive holdning til mineprojektet er ikke altid lige populær, og ofte får han skudt i skoene, at han bakker op om byens ødelæggelse. Men det er langt fra sandheden, understreger han.

- Jeg elsker Narsaq. Siden rejefabrikken er lukket, er det gået ned ad bakken med arbejdsløsheden. Jeg har for nogle år siden været med i Canada, hvor vi har talt med folk omkring en rigtig uranmine. I starten var de imod, men så blev de for mine.

- Deres helbred er blevet bedre, fordi de er kommet i arbejde. Når mange er arbejdsløse, så stiger forbruget af stoffer og alkohol, og så bliver helbredet dårligt. Hvis vi skal knække den dårlige kurve her i byen, så er minen en god ide. Hvis råstofloven paragraf 1 stk 2 kan overholdes, så har jeg ikke noget imod minen.