Hellefiskekvoten er forhøjet i Upernavik

Naalakkersuisut vælger at forhøje kvoten, men gør det til en betingelse, at overvågningen af hellefiskebestandene bliver styrket ved at fiskeriet fører logbøger, så fangsten bliver registreret så præcist som muligt.

Naalakkersuisut har vedtaget at forhøje den indenskærs hellefiskekvote i forvaltningsområdet Upernavik. Foto: Jørgen Chemnitz

Det sker indtil udgangen af i år. Forhøjelsen drejer sig om en kvotemængde på i alt 500 tons.

- Kvoteforhøjelsen betinges af, at moneteringen (overvågningen, red.) af fiskeriet efter hellefisk fremover øges, og at fiskeriet indstilles, såfremt moneteringen giver anledning til dette. Den øgede monetering vil blandt andet medføre, at der i 2011 indføres månedskvoter i det kystnære fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområdet Upernavik, begrunder Ane Hansen (IA), naalakkersuisoq for fiskeri.

Hun understreger, at de 500 tons som kvotemængden er forhøjet med udelukkende må fiskes med langlinje. Den øgede overvågning bliver indarbejdet i en forvaltningsplan for det kystnære fiskeri efter hellefisk i Vestgrønland i 2012.

Powered by Labrador CMS