Her brister sundheds-drømmen

Det koster i gennemsnit 103.421 kroner pr. patient at blive behandlet i Danmark. Så hvad med at droppe de mange patientrejser og klare det hjemme? Eksperter har boret sig ned i sagen.

Knap 1.900 patienter blev behandlet via Danmark i 2017-18, viser ny redegørelse.

196 millioner kroner.

Det er den årlige pris for at få grønlandske patienter behandlet i Danmark. Et beløb, som vel at mærke kun inkluderer landskassens betaling for selve lægehjælpen. Altså ikke udgifter til rejse- og ophold.

Det skriver avisen AG.

I 2017 og 2018 var der tale om i alt 1.898 patienter.

Medlemmerne af Inatsisartut har i årevis haft blikket skarpt rettet mod de knap 200 millioner kroner. Eventuelle besparelser er et fast element i den politiske debat.

I koalitionsaftalen, som tilbage i 2018 blev indgået mellem blandt andre Siumut og Nunatta Qitornai (inden Naleraq udtrådte af Naalakkersuisut) blev det formuleret særdeles skarpt:

– Behandling, som i dag foregår i Danmark, bør flyttes hjem til vores land. Man bør arbejde imod at kunne tilbyde behandling, der som minimum er på samme niveau som i Danmark, fremgik det af regeringsgrundlaget.

De høje ambitioner, som den erklæring var udtryk for, har dog ingen realistisk gang på jorden, viser en ny redegørelse, foretaget af Landslægeembedet i samarbejde med Departement for Sundhed.

I den har man analyseret patientrejserne til bunds, og svaret er ikke opløftende for de folkevalgte, som ønsker at sætte en prop i transporten af syge til København.

– Analysen viser, at der er meget begrænsede muligheder for at flytte tilbuddene til Grønland. Den største barriere er befolkningsgrundlaget, idet 56.000 personer er alt for lidt til at kunne etablere udredning og behandling på højt specialiseret niveau. Det vil hverken økonomisk eller fagligt set være forsvarligt, skriver Departementet for Sundhed i redegørelsen.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS