København rammer hidtil højeste covid-19 risikoniveau

Udbredt smitte med covid-19 sender Region Hovedstaden op på næsthøjeste risikoniveau, skriver minister.

Region Hovedstaden rykker som den første region op i risikoniveau 4 i det covid-19 varslingssystem, der skal gøre give overblik over smitten og varsle om potentielt kommende restriktioner.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Varslingssystemet giver risikovurderinger fra et til fem. Det er første gang, at en region bliver sat til niveau 4.

- Ud fra en samlet vurdering, hvor der er lagt vægt på særligt den høje og stigende incidens og positivprocent i Region Hovedstaden, den udbredte samfundssmitte i alle regionens kommuner og den stigende smitte på plejehjem, vurderes det samlet, at risikoniveauet i Region Hovedstaden er på risikoniveau 4, skriver Indsatsgruppen for Covid-19 Håndtering i en risikovurdering.

Magnus Heunicke skriver på Twitter, at "kritisk høj incidens i hovedstadsområdet kan give begyndende pres på sygehuskapacitet".

Flere ting kan lukke

I den grafik, der blev brugt til at vise sammenhængen mellem risikoniveau og mulige restriktioner, fremgår det, at restriktioner for niveau 4 indebærer lukning af barer og værtshuse, lukning for servering på restauranter, begrænsning af idræt og mere hjemmearbejde.

Indsatsgruppen består af repræsentanter fra Sundheds- og Ældreministeriet, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut, Justitsministeriet og Rigspolitiet.

Den vurderer hver uge hvilket niveau, de fem regioner skal ligge i. I sin risikovurdering skriver den om hovedstaden:

- I forhold til Region Hovedstaden var Indsatsgruppens vurdering, at der var behov for særlig opmærksomhed på hovedstadsområdet, hvor kombinationen af et højt smitteniveau, befolkningstæthed og årstiden indebærer en særlig risiko for at smitten hurtigt eskalerer.

Sygehusvæsenet er presset

Presset på sygehuskapaciteten i Region Hovedstadens covid-19 beredskab er ifølge risikovurderingen på under 25 procent og altså ikke for nuværende presset i en grad, hvor det kan ramme andre behandlinger.

- Antallet af nyindlæggelser er under 8 per 100.000, som er den kritiske grænse i varslingssystemet.

- Antallet er dog konstant højere i Region Hovedstaden end resten af landet, og det må forventes, at der kan komme begyndende pres på sygehusene, såfremt denne udvikling fortsætter, står der.

Alle andre regioner end hovedstaden er fortsat på niveau 3.

- For landet under ét konkluderes det, at Danmark fortsat har udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal. På landsplan er der dog ikke begyndende pres på kapacitet på sygehusene, skriver indsatsgruppen.

Powered by Labrador CMS