KNI-top bøjer sig: Tilliden skal genoprettes

Tilliden til KNI er blevet så undermineret efter anklager om regnskabsmanipulation, at bestyrelsesformanden Lars Borris Pedersen nu vil igangsætte en uvildig undersøgelse.

Den uvildige undersøgelse skal afdække, om der er foregået bevidst manipulation med regnskaberne i KNI, hvilket to tidligere medarbejdere mener at kunne bevise, og hvilket de afslørede i et læserbrev i avisen Sermitsiaqs seneste udgave.

KNI’s bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen bøjer sig desuden for et krav, som partiformanden Múte B. Egede stillede i Sermitsiaq.AG tirsdag. Han forlangte en ”uvildig og tilbundsgående undersøgelse af regnskabsforholdene i KNI A/S”.

Deloittes rolle

I første omgang lod bestyrelsesformanden for det selvstyreejede selskab sit eget revisionsselskab, Deloitte, forestå en undersøgelse, som kom til den konklusion, at der har været problemer med opgørelsen af lagerværdierne i KNI, hvilket stammer tilbage til 2010.

Læs også: Anklage: KNI fejer regnskabsfusk ind under gulvtæppet

At selvsamme revisionsselskab, der ikke har formået over flere år at opdage rodet i regnskaberne, skulle forestå undersøgelsen, er faldet flere for brystet. Men det bliver der nu rettet op på, mens politiet også er i gang med sin efterforskning.

Tilliden er afgørende

- Vi mener, vi igennenm de seneste måneder har fået et godt indblik i omfanget af den regnskabsmæssige fejl, der har været i lageropgørelsen. Fejlen har heldigvis haft begrænset driftsmæssig effekt de sidste syv år, sammenholdt med at revisionen har identificeret og analyseret fejlen og konkluderet, at der hverken er tale om underslæb eller lignende økonomiske uregelmæssigheder involveret, skriver Lars Borris Pedersen til Sermitsiaq.AG.

- Men den offentlige tillid til KNI er afgørende, derfor igangsættes den uvildige undersøge, lyder det fra formanden.

Læs i øvrigt det næste nummer af avisen Sermitsiaq, som har nye belastende afsløringer om forholdene i KNI.

Powered by Labrador CMS