Skipperskolen forbliver i Grønland

Nuuk og Sisimiut er i spil, mens Paamiut er hægtet af

Skipperuddannelsen flytter ikke fra Paamiut til Danmark, men fra Paamiut til enten Nuuk eller Sisimiut.

Skipperuddannelse på Den Maritime Skole fortsætter sin eksistens i Grønland efter den 1. august, men det bliver en stakket frist for Paamiut, for skolen skal flyttes til Nuuk eller Sisimiut.

Inatsisartut vedtog i november finansloven for 2011 med en bevilling på 9.296.000 kroner til Den Maritime Skole i Paamiut, men også med en bemærkning om, at der fra skoleåret 2011/12 ikke længere bliver optaget elever på skolens skipperuddannelse, som i stedet flyttes til Danmark.

En arbejdsgruppe, bestående af blandt andet fisker- og fangreorganisationen KNAPK, det nationale rederi Royal Arctic Line, Grønlands Arbejdsgiverforening og fiskerikoncernen Royal Greenland, har imidlertid anbefalet, at uddannelsen opretholdes i Grønland, men at den flyttes fra Paamiut til enten Nuuk eller Sisimiut.

Derfor har naalakkersuisut søger Finansudvalget om 1,2 millioner kroner, som skal dække udgifterne i resten af 2011 ved en fortsættelse af skipperuddannelsen i Grønland.

Et ja fra Finansudvalget vil betyde, at skipperuddannelsen genopstarter den 1. august, men Finansudvalget har stillet 11 spørgsmål til naalakkersuisut, inden udvalget løfter på landskassens låg.

Fremtid i fiskeriet?
Baggrunden for planerne om at flytte skipperuddannelsen fra Grønland til Danmark er blandt andet det meget begrænsede antal uddannelsessøgende, og arbejdsgruppen frygter, at mange unge opgiver skipperuddannelsen, fordi fremtiden for fiskeriet anses som usikker. På Inatsisartuts efterårssamling vil naalakkersuisuts medlem for fiskeri Ane Hansen, Inuit Aaqatagiit, fremlægge en fiskerilov med en strukturtilpasning af det kystnære fiskeri. 32 udslidte kuttere skal erstattes af seks, måske syv moderne rejebåde, men omvendt vil den øgede olie- og mineralefterforskning skabe nye jobs til søs.

Finansudvalget ønsker en prognose over det fremtidige behov for uddannede skippere, men den nedsatte arbejdsgruppe er allerede i dag meget bekymret for udviklingen indenfor branchen: – Udmeldinger fra central hold om forventninger til en kommende mineral- og olieudvikling som sikre indtægtskilder giver indtryk af, at fiskerierhvervet bliver betragtet som et nedprioriteret lavstatuserhverv.

Arbejdsgruppen mener, at grunduddannelsernes manglende succes i Paamiut også skyldes dårlige og helt utidssvarende kollegier, og skolen kalder galgenhumoristisk sine kollegieblokke for Sibirien, Alaska, Canada og Ørneborgen. Finansudvalget peger imidlertid på, at kollegiesituationen i Nuuk og Sisimiut er meget presset, og udvalget vil have naalakkerusiusut til at fortælle, hvordan kabalen med en flytning af skipperuddannelsen fra Paamiut til Nuuk eller Sisimiut med de to byers store kollegiemangel går op.

Powered by Labrador CMS