Rasmus Lyberth er klar med ny musikvideo

Den store stemme fra Grønland, Rasmus Lyberth, udgav en ny musikvideo denne uge, der handler om livet efter døden.

Rasmus Lyberth er klar med ny musikvideo

Sermitsiaq.AG har talt med sangeren Rasmus Lyberth, der i denne uge udgav musikvideoen 'Livet skal leves på ny' fra sit seneste album af samme navn.

- Sangen handler om mine to brødre, min storebror og lillebror, der er gået gået bort. Nu lever de i et andet liv, og vi andre skal fortsætte vores liv uden dem. Dog skal jeg være sammen med dem i mine tanker, og vi skal acceptere døden, for det er en del af vores liv, fortæller han om sangen.

Det har ikke været let for Rasmus Lyberth at miste sine brødre.

- Det er aldrig nemt at miste sine nærmeste, men livet skal videre til det gode. Det er det, sangen handler om, siger han.

Første koncert i flere måneder

I sangen synger han på to sprog, nemlig på dansk og grønlandsk.

- Jeg har boet i Danmark nu i mange år, og jeg tænker nu på både dansk og grønlandsk. Jeg holdt koncert for første gang i lang tid for nyligt, og her sang jeg også på dansk. Det var fantastisk, og jeg kunne fornemme, at tilhørerne kunne lide min nye sang, fremhæver Rasmus Lyberth.

For 14 år siden flyttede han til Danmark sammen med sin familie, og her ville han spille musik, der kan spille på højt niveau.

- Det er ikke for at sige, at de grønlandske musikere er dårlige, slet ikke. Men jeg havde et helt klart formål, og det er, at jeg ville spille med meget dygtige musikere, inden jeg blev for gammel. Og jeg føler virkeligt, at jeg har opnået det, jeg gerne ville opnå. Mit seneste album viser mit arbejde i de seneste mange år. Og jeg har forstået, at selv sange former sig og giver styrke. Det kan tage tid for nogle sange at vise deres sande form, fortæller han.

Ubeskrivelig følelse

Han gav koncert i København for nyligt for første gang efter coronaens udbrud.

- Da jeg holdt koncert i København, havde jeg en følelse, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg havde kuldegysninger! Det var så fantastisk, det er nærmest ubeskriveligt, det jeg følte. Men jeg er også begyndt at føle mig lidt gammel, jeg er blevet hele 69 år gammel, og jeg ved, at jeg ikke kan synge så godt som tidligere. Det kræver nemlig masser af styrke, hvis man gerne vil synge, og jeg er begyndt med at miste den styrke, jeg tidligere har haft. Men da jeg gav den koncert fik jeg fornyede kræfter, waauw!, griner han.

Rasmus Lyberth har accepteret, at han er ved at blive gammel.

- Det er sådan det skal være, det er også en del af vores liv, det med at blive gammel. Alting har sin ende, og intet varer evigt. Men jeg er meget taknemmelig over, at jeg får så mange beskeder fra unge, som er taknemmelige over mine værker. Jeg er derfor glad for, at jeg kunne give noget videre. Herfra er der ingen bekymringer tilbage, fremhæver han.

Fødselsdagskoncert

Til næste år fylder Rasmus Lyberth 70 år, og her ønsker han at give koncert i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

- Jeg bliver 70 år 21. august, og jeg vil rigtig gerne give koncert, så jeg på den måde kan sige tak til de mange mennesker, der har støttet mig gennem årene. Jeg vil rigtig gerne holde en fest for dem, hvor alle borgere skal være velkomne til at komme ind og høre koncerten. Jeg vil tage hele min familie med, og de musikere, jeg arbejder sammen, allesammen. Jeg vil meget gerne holde koncerten, så jeg kan give lidt tilbage, lyder det fra Rasmus Lyberth.

Han er nomineret til Nordisk Råds musikpris 2020, der skal uddeles den 27. oktober.

Se hans nye musikvideo her:

Powered by Labrador CMS