Debat: Hvem er grønlænder?

Hvem tilhører egentlig det grønlandske folk? Det spørgsmål skal Inatsisartut diskutere på efterårssamlingen.

Det er vigtigt at få defineret en grønlandsk identitet og få en debat om, hvem der egentlig er grønlændere, mener Partii Naleraq.

Derfor har partiet fået optaget en forespørgselsdebat på efterårssamlingen med overskriften: hvem er grønlænder – hvad vi forstår ved grønlandsk identitet?

Det er Pele Broberg fra Partii Naleraq, der står bag forespørgselsdebatten, og ifølge Broberg er det vigtigt at få taget hul på diskussionen:

Relevant ved selvstændighed

- Der findes nok ikke et let svar på spørgsmålet, og overskriften kan få mange overvældende følelser frem i os.

- Min hensigt med dette debatoplæg er ikke at skabe splid, men det er mit ønske, at vi får taget hul på de overvejelser der er relevante, når vi på et tidspunkt skal forholde os til en grønlandsk forfatning og stemme om selvstændighed, skriver Pele Broberg i begrundelsen for forslaget.

Ifølge Pele Broberg mangler der politisk behandling af spørgsmålet, da det i øjeblikket ikke er klart, hvem der kan kalde sig grønlænder:

Forslag til definition

- Indtil man ved oprettelsen af en Grønlandsk stat får en nationalitet, er vi nødt til at skabe en identitet der er kendt verden over. Ganske som Danmark har Danskere og Sverige har Svenskere, så er det op til os at definere, hvem der er ”Grønlænder”, skriver Pele Broberg.

Politikeren har selv et forslag til, hvordan definitionen på en grønlænder kan være:

- Så er et af dine forældre født i Grønland, og er et af deres forældre også født i Grønland så taler dette for, at DU også er Grønlandsk, skriver han.

Ifølge planen tager Inatsisartut debatten 27. oktober.

Powered by Labrador CMS