Se forvandlingen: Hjemløses selvopfattelse undersøges

Dida G. Heilmann er kandidatstuderende i Almen pædagogik. Hun har de seneste mange måneder forsket i hjemløses opfattelse af sig selv. Sikke en forvandling på få timer, siger hun.

- Jeg ser ud som en direktør!

- Tænk, at jeg kan se så flot ud!

Det er et par af de udbrud, som tre mænd og tre kvinder kom med til sig selv og til Dida G. Heilmann, der er kandidatstuderende i Almen Pædagogik under Ilisimatusarfik.

- Jeg forsker i hjemløses opfattelse af sig selv før og efter en make-over. Jeg undersøger, hvor meget selvopfattelsen kan ændres ved at ændre lidt på udseendet, forklarer Dida G. Heilmann.

- Det er vigtigt at vide, hvordan de føler og hvordan de socialt udsatte ser sig selv, når man skal hjælpe og vejlede dem i socialpædagogisk praksis, siger hun.

Inspiration fra udlandet

Dida G. Heilmann er underviser på socialpædagogisk seminarium, PI/SPS Nuuk, og er i gang med at tage en kandidatuddannelse ved siden af sit fuldtidsarbejde. Hun har blandt andet hentet inspiration fra udlandet omkring sit studie om hjemløses opfattelse af sig selv.

- Det er betagende at se, hvor meget ens udseende egentlig betyder. Når en hjemløs får klippet hår og tager fint tøj på, så kan man ikke se, om vedkommende er hjemløs, forklarer Dida G. Heilmann.

- Samtidig har en del nok oplevet, hvordan det er at tage fint tøj på, får sat sit hår og for os kvinder at få make-up på. Så ranker vi lidt ryggen, og får løftet vores selvtillid og selvværd lidt op, når vi tager fint tøj på, for eksempel når vi skal til noget festligt, i stedet for almindeligt hverdagstøj, fortæller Dida G. Heilmann.

Forvandling på få timer

I alt deltog tre kvinder og tre mænd. Den ene mand har et hjem men er døv, mens resten af gruppen er socialt udsatte, som er hjemløse. De går alle sammen dagligt på Kofoed Skole.

Forvandlingen indebar nyt tøj, ny frisure og for kvindernes vedkommende make-up. Alt blev sponsoreret af lokale butikker og frisører, mens en lokal cafe og butik gav sandwitches og drikkevarer til deltagende.

- Forvandlingen er til at se og føle på. Det handler ikke kun om udseendet. Det er lige så meget, at de socialt udsatte blev serviceret af butikkerne, blev set og rørt af frisører, så de fik omsorg, og at de blev anerkendt som personer. Deres udstråling ændrede sig, minut for minut, siger Dida G. Heilmann.

- De deltagende fortæller også, at forvandlingen gav dem mere selvværd og selvtillid. Fra at være generte om eftermiddagen, blev de udadvendte og glade syv timer efter. Transformationen kan ses på billederne. Det er fantastisk, fortæller Dida G. Heilmann.

Dida G. Heilmann har dokumenteret forvandlingen med fotos. Hun er i gang med at skrive sit speciale om hjemløses og de socialt udsattes selvopfattelse, som hun forventer at forsvare på Ilisimatusarfik senest til foråret 2021.

Powered by Labrador CMS