advarsel

Forskere: Industriens kemikalier gambler med børns hjerner

Nyt studium viser, at der er langt flere giftige stoffer, der skader vores hjerner, end vi hidtil har vidst, skriver dagbladet Information lørdag

Vi udsættes for alt for mange giftige stoffer, der påvirker hjernens udvikling, skriver dagbladet Information lørdag. Genrefoto

To førende eksperter i sammenhængen mellem giftige stoffer og børns udvikling slår nu alarm over for de kemikalier, der bruges i industrien.

De to forskere fra henholdsvis Syddansk Universitet og Mount Sinai Hospital i USA har kulegravet alt, hvad vi ved om kemiske risici for hjernens udvikling hos børn, og deres konklusion er klar: Vi udsættes for alt for mange giftige stoffer, der påvirker hjernens udvikling, skriver dagbladet Information lørdag.

Læs også: Arktiske dyr forurenes af kviksølv

- Dels har vi fundet, at flere stoffer er giftige for hjernens udvikling, dels har vi nu mistanke om, at endnu flere stoffer kan have samme effekt, siger Philippe Grandjean. Han er professor i miljømedicin på Syddansk Universitet og hovedforfatter på studiet, hvis konklusioner i dag offentliggøres i det førende tidsskrift The Lancet.

Antallet af børn med autisme, ADHD og andre udviklingsforstyrrelser er stigende, og en vigtig årsag skal findes blandt giftige stoffer, som vores hjerner udsættes for allerede fra fosterstadiet, viser det nye studie.

- Vi kontrollerer ikke de giftige kemikalier godt nok, når det gælder om at beskytte vores børn - specielt hjernen, som under udviklingen er utroligt sårbar over for giftstoffer, siger Philippe Grandjean.

Blandt de mest skadelige stoffer er de allerede kendte bly og kviksølv, men listen tæller også opløsningsmidler og sprøjtegifte, der findes i vores tøj, møbler og madvarer. I løbet af de seneste syv år er antallet af kemikalier, der beviseligt påvirker børns neurologiske udvikling fordoblet fra seks til 12. Samtidig er der kommet 12 nye stoffer til, som kan skade nervesystemet hos voksne. Konsekvensen er, at næste generation bliver langsommere til at opfatte og reagere, klarer sig dårligere i skolen og ikke kan udnytte deres hjerner optimalt, forklarer Philippe Grandjean:

- Vi kan allerede nu se at bly, kviksølv og en halv snes andre stoffer har medført en 'tavs' epidemi af neurologiske skader på børn, derfor er det nødvendigt med nye regler, siger han og foreslår, at der etableres en international strategi, der skal sikre, at industrikemikalierne ikke er skadelige for børns udvikling. Timingen af de to eksperters opråb er ikke helt tilfældig, for først nu findes metoderne til at teste kemikalier for skadevirkninger på hjernens udvikling, så vi er klar til at igangsætte internationale retningslinjer, der kan beskytte næste generations intelligens, påpeger Philippe Grandjean.

Powered by Labrador CMS