Færøerne styrker samarbejdet med USA

Færøerne og USA vil styrke samarbejdet og løfte det på et højere niveau. Det var resultatet af mødet mellem den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, og landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana.

Landsstyremanden for udenrigsanliggender på Færøerne, Jenis av Rana, taler her med Mike Pompeo før mødet i København i onsdag, mens Steen Lynge og Jeppe Kofod ser til.
Offentliggjort

Færøerne sælger en del fisk til USA, og forholdet til USA er godt. Men nu går landene ind i en ny tid, hvor samarbejdet bliver mere formaliseret.

- Jeg er glad for at kunne sige, at USA og Færøerne er blevet enige om en formel dialog om bæredygtigt fiskeri og om øget kommercielt engagement, sagde Mike Pompeo på pressemødet i København onsdag.

Landsstyremanden for udenrigsanliggender på Færøerne, Jenis av Rana, er godt tilfreds med resultatet af mødet med Mike Pompeo. Inden mødet havde han sat sig for, at samarbejdet mellem USA og Færøerne skulle øges.

- Det var et godt møde. Han var åben overfor det, som vi kom med, siger Jenis av Rana.

Samarbejdsforum

Den færøske landsstyremand siger, at nu går landene i gang med lave en ramme omkring samarbejdet, som bliver stadfæstet i en slags kontrakt mellem landsstyret og den amerikanske regering.

- Mødet er et stort skridt på vejen til at styrke samarbejdet mellem USA og Færøerne. Vi har mange af de samme interesser, ikke mindst sikkerheden i den verden, som vi lever i. Et styrket samarbejde med USA er med til at øge om mulighederne indenfor erhverv, handel, uddannelse, forskning, energi, kultur og mange andre områder, siger Jenis av Rana.

Repræsentation i Washington

Et resultat, som udspringer af et tættere samarbejde mellem landene, er en færøsk repræsentation i Washington.

Jenis av Rana har før sagt, at Færøerne burde åbne en repræsentation i Washington.

I forvejen har Færøerne repræsentationer i Moskva, Reykjavik, Bruxelles, London, København og i Beijing. Færøerne forbereder også en repræsentation i Tel Aviv.

Ifølge Jenis av Rana var det den amerikanske udenrigsminister, som bragte emnet om en færøsk repræsentation på banen og spurgte om, hvornår Færøerne vil åbne en repræsentation i Washington.

- Jeg sagde til ham, at jeg håber, at vi kan gøre det, efter at vi har åbnet en repræsentation i Israel. Det vil sige, at det forhåbentligt kan lade sig gøre næste år, siger Jenis av Rana.

Historisk møde

Det er første gang en færøsk landsstyremand har været med til et møde med en højtstående minister fra USA, når denne har været på officielt besøg hos den danske regering.

Jenis av Rana er glad for, at det kan lade sig gøre, at færøske og grønlandske ministre kan være med på denne måde.

- Det kan være begyndelsen på noget meget mere. Mike Pompeo viste forståelse for det, som jeg førte frem, siger Jenis av Rana.

Powered by Labrador CMS