Indvandrerkvinden Kisser Lauridsen: Heldigt, jeg var så høj
Kisser fra Stenlille var bare 18 år, da hun kom til Nuuk og straks blev leder i et rengøringsfirma. Sidste år kunne hun fejre 50 års jubilæum - ikke som grønlænder, men heller ikke som badegæst.
- Jeg har aldrig nogen sinde følt mig som indvandrer.
Kirsten – Kisser – Lauridsen slår sin ufatteligt smittende og lettere hæse latter op. Den og smilet fra de lysende blå øjne akkompagnerer hele interviewet, der foregår i hendes hjem i Nuussuaq. Særlige pointer understreges jævnligt med bank i bordet.
Det noterer avisen AG.
Kisser er indtil videre den interviewperson i AGs artikelserie om danske indvandrerkvinder, som har været længst i Grønland.
- Det er jo rigtigt, når jeg ser det udefra, at jeg er det, men jeg har faktisk aldrig set mig som indvandrerkvinde. Jeg har følt mig hjemme her fra dag ét, siger Kisser Lauridsen.
- Hvad skyldes dét, når man kommer fra en lille by på Midtsjælland uden udsigt til vand og fjelde?
- Jeg tror, at jeg generelt er god til at bosætte mig. Fordi jeg sørger så vidt muligt altid for at gøre det hyggeligt, i modsætning til dem, der mere eller mindre bor i transit, svarer Kisser Lauridsen, der nyder at se på Sermitsiaq fra sit stuevindue.
Dog kunne hun aldrig drømme om at bestige Nuuks vartegn, og hun har heller aldrig set udsigten oppe fra toppen af Quassussuaq - Lille Malene:
- Jeg plejer at sige, at jeg først kommer derop, når der er et ishus, griner hun.
Der skulle ske noget
Der er ingen tvivl om, at det menneskene i Grønland – og i mindre grad naturen – der betyder noget for Kisser Lauridsen.
Gennem det halve århundrede på verdens største ø har hun mødt et hav af dem, menneskene. Både dem, der er født her og dem, der er på gennemrejse. Og dem, der bliver her, som hun selv.
- Hvordan tror du selv, du bliver opfattet af andre – er du en grønlænder?
- Nej, sådan tror jeg ikke, de ser på mig. Men alligevel er jeg ikke en badegæst, fordi jeg har været her i så mange år og kender Gud og hvermand. Når jeg møder folk i Brugseni, siger de: ”Ej, er du her endnu?” Jeg tror, de ser på mig som et stykke inventar i bybilledet, siger Kisser, der er årgang 1953.
Læse hele historien om Kisser i denne uges udgave af AG, som du kan få adgang til her.