GM i fodbold aflyst

KAK har besluttet at aflyse mesterskaber i udendørs fodbold, efter Selvstyret forlænger forsamlingsforbud frem til 1. august.

Offentliggjort

Endnu en stor sportsbegivenhed i Grønland er sparket til hjørne på grund af coronavirus.

Grønlands Boldspil Union har tirsdag aften besluttet at aflyse GM i fodbold i 2020. Det sker efter, at Selvstyret forlænger forsamlingsforbuddet frem til 1. august.

I bekendtgørelsen, der nu gælder fra 16. juni frem til 1. august står der, at der maksimalt må være 250 personer samlet til arrangementer.

Men for begivenheder, hvor personer fra flere forskellige områder i landet samler sig gælder der andre regler.

- Indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor det er en almindelig forudsætning for afholdelse af arrangementet, begivenheden, aktiviteten eller lignende, at deltagerne rejser til fra flere forskellige områder, må maksimalt have 30 deltagere i alt, lyder det i bekendtgørelsens paragraf 3.

- Sommerens udendørs mesterskaber i fodbold er aflyst, meddeler KAK Klubforum på deres facebookside.

- Efter Selvstyrets meddelelse kan vi ikke regne med, at sommerens mesterskaber i udendørs fodbold kan afvikles. Da der varsles om, at restriktioner kan ændres eller forlænges, vil vi følge situationen tæt. Men som det ser ud nu, kan vi ikke afvikle GM i fodbold, lyder det fra KAK.

Powered by Labrador CMS