Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: I corona-virussens skygge

Mens Danmark er alvorligt udfordret af covid-19, er det til alt held lykkedes at holde et lavt smittetal i Grønland. Og nok så vigtigt i den første periode at inddæmme corona-smitten til Nuuk med landshospitalet Dronning Ingrids Hospital (DIH), og hvor der er god vandforsyning og byen er kloakeret.

Men Grønland og dermed rigsfællesskabet er udfordret af, at ca. 10% af befolkningen selv må hente vand, og omkring en fjerdedel benytter tørkloset med natrenovation. Så hvis smitten spredes udenfor Nuuk, kan det hurtigt få uoverskuelige konsekvenser, ikke mindst fordi sundhedsvæsenets ressourcer uden for Nuuk er – i bedste fald – begrænsede.

Ved at lukke for indrejsen til Grønland og passagetransporten mellem landets bosteder, indtil der kom styr på den begrænsede smittespredning i Nuuk, lykkedes det i første omgang at isolere covid-19 smitten til Nuuk. På den måde drager Grønland fordel af, at alle byer og bygder reelt fungerer som øer og med ø-drift uden vejforbindelse – men i weekenden blev der registreret det første smittetilfælde i Aasiaat, og samtidig indebærer ø-driften nogle sundhedsmæssige udfordringer.

En geografisk udfordring

Med kun 56.000 indbyggere fordelt på 71 bosteder i et land, der geografisk svarer til Centraleuropa og har en længde som fra Bergen i Norge til Afrika, har sundhedsvæsenet nogle åbenlyse logistiske udfordringer.

Foruden landssygehuset i Nuuk er der regionale sygehuse i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut og Qaqortoq med sengeafsnit, læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale. Her er der mulighed for at behandle mindre alvorlige sygdomme og gennemføre operationer, der ikke er for komplicerede.

Derudover er der 12 sundhedscentre, hvoraf nogle kun lejlighedsvis er lægebemandede. Endvidere er der 44 bygdekonsultationer, der oftest er bemandet med en kortvarigt uddannet sundhedsmedarbejder, og en del steder har medarbejderen ingen egentlig uddannelse. Endelig er der 10 bygder, der hverken har konsultation eller sundhedsfagligt personale.

Prioriteringen i sundhedsvæsenet indebærer, at patienter, der skal indlægges, ofte skal evakueres til nærmeste regionssygehus, og fra eksempelvis Qaanaaq i Nordgrønland er der omkring 1.100 kilometer til nærmeste regionssygehus i Ilulissat. Ved langt de fleste mere alvorlige sygdomstilfælde eller ulykker skal patienter evakueres til DIH i Nuuk. Noget der for store dele af landet tager mindst en dag – hvis vejret tillader flyvning. I de mest alvorlige tilfælde evakueres patienten til Rigshospitalet i Danmark.

Set i det lys er det generelt lykkedes det grønlandske sundhedsvæsen at sikre en god sundhedstilstand. Men nu hvor covid-19 er spredt til en af byerne med regionssygehus udfordres systemet, og smittes nogle af stedets få læger og sygeplejersker bliver udfordringen stor. Kommer der en alvorlig smitteopblomstring, vil Grønlands seks respiratorer ikke række langt.

Spredes covid-19 til en af de mindre byer eller mange bygder, bliver situationen uoverskuelig. For så bliver udfordringen ikke kun afstande, logistik og evakueringstider, men i høj grad også et spørgsmål om at sikre testmulighed, isolation af smittede og den tilstrækkelige hygiejne.

Hygiejne er forudsætningen for ikke-spredning

Med Grønlands sundhedssystem er forebyggelse af smittespredning helt afgørende. Både Danmarks og WHO’s ikke-spredningsstrategi bygger blandt andet på at holde afstand, hygiejne og herunder hyppig håndvask. Men i mange grønlandske husstande – især i mindre byer og bygder – bor der ofte mange mennesker på meget lidt plads, og hygiejne og håndvask forudsætter vand.

Og mange steder i Grønland er vand en alvorlig mangelvare. Omkring 10  procent af befolkningen har ikke indlagt vand i deres boliger, men må hente vand ved et af de taphuse, der står rundt om i bebyggelsen. Dertil er der ca. 7 procent af husstandene, der får kørt vand ud med tankbil og fyldt en vandtank, hvor de ud over at betale for vandet skal betale for vandkørslen. Det betyder, at vandforbruget for knapt en femtedel af befolkningen er meget beskedent.

Eksempelvis er der ikke etableret et vandforsyningsnet i Upernavik med 1.100 indbyggere, hvor de fleste husstande har vandtank, og det gennemsnitlige vandforbrug er nede på ca. 35 liter dagligt, primært fordi byens vandværk ikke kan levere mere. Tilsvarende er det personlige vandforbrug i Qaanaaq med 620 indbyggere nede på omkring 30 liter pr. dag.

Langt de fleste indbyggere i Grønlands 54 bygder må selv hente vand ved taphuse, og i flere bygder er vandværkets kapacitet begrænset. Således er der 10 bygder, hvor det gennemsnitlige daglige vandforbrug per indbygger ligger mellem 9 og 15 liter, og for 17 bygder ligger det mellem 16 og 25 liter inklusiv det vand, der benyttes i bygdens skole, servicehus med videre. Derudover er der tre bygder helt uden vandforsyning, hvor indbyggerne om sommeren henter vand i en sø eller elv og om vinteren samler isskosser, som smeltes. Med en så begrænset vandforsyning er håndhygiejne – endsige at komme i brusebad – en udfordring.

Ofte har jeg stået i et af de små bygdehuse og overvejet, om jeg efter et toiletbesøg skulle vaske hænderne i den balje med gråt snavset vand ved køkkenvasken, som husmoren fyldte om morgenen, og som siden er blevet benyttet til opvask, håndvask og andre gøremål for alle beboere gennem dagen. Eller om jeg skulle springe håndvasken over?

På landsplan har næsten 15 procent af befolkningen et vandforbrug under 35 liter dagligt, hvor det daglige vandforbrug per. indbygger i Danmark er omkring 120 liter.

At tro, at vi alene gennem hyppig håndvask kan forebygge en spredning af covid-19 for den del af befolkningen, er formentlig en illusion. Men netop i situationer, hvor man bor tæt, kan håndvask og hygiejne omkring de ting, der bruges i hverdagen, medvirke til at begrænse smitten.

Natrenovation en smittespreder

Når der hverken er tilstrækkelig vandforsyning eller kloakering, har folk naturligvis heller ikke toilet med træk og slip.

På landsplan har en fjerdedel af Grønlands husstande en spand med plasticpose som toilet, og med undtagelse af Nuuk findes der husstande med posetoilet (tørkloset) i alle bosteder. På fastsatte dage stiller husstanden toiletposen udenfor hoveddøren, hvor den afhentes af natrenovationen og køres til ’chokoladefabrikken’, hvor renovationsarbejderen skærer posen op og tømmer indholdet i havet. For renovationsarbejderen medfører arbejdet en meget stor risiko for dagligt at komme i berøring med en uskøn blanding af afføring og urin.

Det at holde en toiletspand ordentligt ren kan godt være en udfordring, selvom der benyttes en pose i spanden. For den store befolkningsgruppe, der samtidig kun har begrænset adgang til vand, er det nok nærmest illusorisk. Så ud over manglende mulighed for daglig hygiejne, som den meget begrænsede vandforsyning medfører, medfører posetoilettet og natrenovationen i sig selv i en risiko for smittespredning.

Hvorfor de store forskelle

At knapt en femtedel af Grønlands befolkning ikke har – eller kun i begrænset omfang – har adgang til rindende vand i boligen, mens en fjerdedel er henvist til en toiletspand, er delvist en afledt effekt af den danske modernisering af Grønland efter Anden verdenskrig. I efterkrigsårene var Danmark under pres fra andre lande for at afkolonisere og modernisere Grønland og åbne landets økonomi op.

Grønland var fattigt, og på grund af de elendige boligforhold for størstedelen af befolkningen, var tuberkulosen så udbredt, at den var årsag til en tredjedel af alle dødsfald. Noget måtte gøres, og udfordringen var stor. Derfor blev Grønlands Tekniske Organisation (GTO) etableret for at koordinere den imponerende og hurtige opbygning af boliger og infrastruktur, der foregik de følgende årtier.

I den periode ønskede Danmark at udvikle Grønlands økonomi, så den i første omgang blev selvbærende og på sigt overskudsgivende. Derfor blev der satset på at effektivisere og udvikle torskefiskeriet, som blev set som det fremtidige, bærende økonomiske fundament, og det var den danske intention at samle størstedelen af befolkningen i ’åbentvandsbyerne’ på den sydlige vestkyst. Senere kom der også fokus på rejefiskeriet og Diskobugtens byer.

Derfor blev der primært investeret i disse byer, der voksede hurtigt, og der blev i de fleste byer bygget store boligblokke, der fordrede vandforsyning og kloakering. I de følgende årtier blev vand- og kloaknet gradvist udbygget til også at omfatte en del af de øvrige boliger i disse byer. Modsat blev der investeret betydeligt mindre i infrastruktur i det, der blev opfattet som ’yderdistrikterne’ og bygderne, fordi den danske grønlandsadministration ønskede, at befolkningen derfra skulle flytte til de byer, hvor der etableredes fabrikker til at håndtere fangsterne fra torske- og rejefiskeriet. Derfor blev der kun i meget begrænset opfang etableret kloak i yderdistrikternes byer og i bygderne, og størstedelen af befolkningen her måtte selv hente vand ved taphuse, hvis der overhovedet var en vandforsyning.

Konsekvenser af sektoropdeling af GTO

Få år efter indførelsen af Hjemmestyret i 1979 overtog Grønlands hjemmestyre GTO’s opgaver, og efterfølgende blev GTO sektoropdelt i en række selvstændige organisationer, hvor vandforsyning havnede hos energiselskabet Nukissiorfiit, medens kloakker blev en kommunal opgave.

Kommunernes økonomiske råderum var meget begrænset, og det at etablere kloak, der skal sprænges ned i fjeldet og indimellem går gennem områder med permafrost, og som skal holdes frostfri med varmekabler, er bekosteligt. For forbrugeren er spildevandsudledning og dermed brug af kloak gratis, medens borgerne med natrenovation skal betale for afhentning og tømning af toiletspand. Så der blev ikke udviklet en incitamentsstruktur for kloakering, og i flere byer gik udbygningen af kloaknettet meget langsomt, medens den i bygderne gik helt i stå.

Andre steder som i Upernavik var der et kommunalpolitisk ønske om et vandforsyningsnet og økonomisk vilje til at etablere kloak, men den lille vandsø på Upernavik ø kunne ikke levere mere vand, og uden vand ingen kloak. Og Nukissiorfiit ville ikke prioritere de nødvendige investeringer i vandforsyning, selvom der er en relativt simpel tekniske løsning, for der er masser af godt vand på naboøen en lille km fra Upernavik ø. Her har opsplitningen af ansvaret for vand og kloak mellem to offentlige instanser blokeret for en løsning. Set fra Nukissiorfiits virksomhedsøkonomiske perspektiv er investeringen i vandforsyning af Upernavik fra naboøen relativ stor og afskrivningstiden lang. Men i et sundhedsfagligt og samfundsøkonomisk perspektiv vil det være en god investering, fordi det samtidig vil sikre den nødvendige vandforsyning til byens fiskefabrik.

Sundhedskonsekvenser

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor meget den utilstrækkelige vandforsyning og natrenovationen påvirker sundhedstilstanden i Grønland, men der er ingen tvivl om, at den har betydning.

Fra starten af 1990’erne sås en vækst af tuberkulose, som gennem en årrække har ligget på omkring 50 nye tilfælde om året, og ifølge Grønlands Statistik er der registreret 25 tuberkulosedødsfald i perioden 2004 til 2013. Igen peges der på mange mennesker i små boliger, men undersøgelser i andre arktiske egne indikerer, at begrænset adgang til vand og anvendelse af posetoilet spiller en betydelig rolle.

I Alaska er der gennemført analyser, der dokumenterer en sammenhæng mellem manglende adgang til drikkevand og bortskaffelse af spildevand i boligen og høje sygdomsrater, herunder alvorlige hudinfektioner og luftvejssygdomme.

Tilsvarende blev der i Canada i midt firserne gennemført en analyse af sammenhængen mellem det daglige vandforbrug og udbredelsen af tarmsygdomme, som viste, at forekomsten af tarmsygdomme faldt markant ved et vandforbrug på 90 liter eller mere pr. dag. Undersøgelsen viser også, at et forbrug mindre end 25 liter pr. dag mere en fordobler antallet af sygdomstilfælde.

På den baggrund indførte de nordlige canadiske territorier, Yukon, Northwest Territories og Nunavut, en vand- og sanitetspolitik, der indebærer adgang til 90 liter vand per indbygger per dag og træk-og-slip i alle boliger.

Teknisk er der benyttet to forskellige løsningsmodeller.

De 16 største af de tre territoriers bosteder har vandforsyningsnet og kloak, medens boligerne i de resterende 69 bosteder har vandtank og slamtank. I de større af disse bosteder bliver vandet kørt ud med en tankbil, ligesom boligernes slamtanke bliver tømt af en lastbil med slamsuger. I de mindre bosteder foregår vandforsyning og slamtanktømning om sommeren med en firhjulet motorcykel med vandtank eller slamsuger på en trailer og om vinteren med snescooter, hvor vandtanken eller slamsugeren står på en slæde. De fleste steder tømmes slamsugernes indhold ud i en kunstig etableret sø, hvor indholdet trods den stærke vinterkulde gradvist komposterer.

En teknisk udfordring – men slet ikke uoverkommelig

I Grønland har omkring 20 procent af befolkningen en gennemsnitligt dagligt vandforbrug under 90 liter, og det vil naturligvis være en udfordring at indføre en tilsvarende vand- og sanitetspolitik som i det nordlige Canada. Men den vil langt fra være uoverkommelig.

Langet de fleste af de steder, hvor befolkningen i dag har et beskedent vandforbrug, er der tilgængelige og gode vandpotentialer i oplandet. Nogle steder gælder det ikke om vinteren, men her vil en større vintervandtank kunne løse problemet. Andre steder kan man afsalte havvand med omvendt osmose, som det allerede i dag helt eller delvist er gældende for 10 bosteder, der typisk ligger på en lille ø uden meget vand.

Og i Grønland vil etablering af en slamtanksløsning ofte være simplere end i Canada, for de fleste steder vil indholdet fra slamsugerne kunne hældes i havet. Ikke en optimal løsning, men hygiejnisk langt bedre end den manuelle tømning af toiletposer, der i dag foregår i ’chokoladefabrikkerne’. Der findes i dag tekniske alternativer til slamtank i boligen, som bør undersøges.

Rigsfællesskabets ansvar

I disse coronatider med potentiel fare for en smittespredning i Grønland, der løber helt ud af kontrol og kan medføre rigtigt mange dødsfald, bør Danmark gribe bolden og bidrage til at færdiggøre den etablering af vandforsyning og kloak (eller anden håndtering af spildevand), der ikke blev færdiggjort inden indførelsen af Hjemmestyret.

Rigsfællesskabet har tilsluttet sig FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor det 6. delmål indebærer, at alle inden 2030 skal have adgang til rent drikkevand og sanitet. Spørgsmålet er, om rigsfællesskabet internationalt kan argumentere for, at fra 35 helt ned til under 10 liter vand pr. dag, som det i dag gælder for næsten 15% af Grønlands befolkning, indenfor rigsfællesskabets grænser opfattes som tilstrækkelig adgang til rent drikkevand?

Eller om det posetoilet, der er hverdagen for en fjerdedel af den grønlandske befolkning, indfrier kravet om ordentlige toiletforhold? Eller om den begrænsede vandforsyning og natrenovationen samlet opfylder Verdensmålet om ordentlig hygiejne?

Med de store hjælpepakker, der for øjeblikket sendes ud i det danske samfund, vil det være helt rimeligt, at rigsfællesskabet også tager hånd om vandforsyning og sanitet i Grønland og dermed sikrer den nødvendige hygiejne, der blandt andet kan bidrage til at forebygge spredningen af pandemier som covid-19.

Der bør naturligvis også stilles krav til Grønlands Selvstyre om at bidrage til løsningen. Et første skridt kan være at indføre en spildevandsafgift for de, der er tilsluttet et kloaknet, som vi kender den i Danmark. Det kan bidrage til finansieringsudgifterne samt gratis kørsel af vand og tømning af slamtanke for de, der ikke kan kobles på et fælles net.

Hvis ikke Danmark og dermed rigsfællesskabet griber bolden, kan der være andre parat i kulissen, som vi senest så det med USA’s ’sponsorat’ på 83 millioner kroner til Grønland.

Du kan læse meget mere i avisen Sermitsiaq:

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER