Forsker: USA-tilbud kan være tæt på

Hårde reaktioner på tilbud om støtte fra USA overrasker en forsker, der kalder amerikanernes udmelding forventelig. Et konkret tilbud kan være tæt på, er vurderingen, og Naalakkersuisut vil melde ud i denne uge.

Ambassadør Carla Sands har sat gang i den politiske debat i både Grønland og Danmark med en udmelding om, at USA´s regering arbejder på en substantiel økonomisk hjælpepakke, der skal skabe vækst i Grønland.

Hun kommer dog ikke med detaljer om den økonomiske håndsrækning, og det har heller ikke været muligt at få nærmere informationer om tilbuddet fra USA hos Naalakkersuisut. Men i en pressemeddelelse oplyser Selvstyret onsdag, at Naalakkersuisut forventer, at kunne melde noget ud i denne uge.

Det påpeges i pressemeddelelsen, at Naalakkersuisut i en længere årrække har haft civile samarbejder med USA:

Udmelding inden ugens udgang

- Dette er et løbende samarbejde, og Naalakkersuisut ser frem til politisk, at drøfte de seneste amerikanske udmeldinger om den fortsatte udvikling af relationerne. Naalakkersuisut forventer således, at kunne melde ud om dette inden ugens udgang, står der i meddelelsen.

Reaktionerne på Carla Sands kronik har været hårde i Danmark, hvor eksempelvis grønlandsordfører Rasmus Jarlov fra De Konservative har udtalt, at USA helt åbenlyst arbejder på at underminere rigsfællesskabet. Også Karsten Hønge fra SF er harm over amerikanernes udmelding:

- Det er ekstremt provokerende, at vi har en tæt alliancepartner, der så åbenlyst går ind og puster til splittelse i rigsfællesskabet. Puster til konflikt og til uenighed, siger Karsten Hønge til Altinget.dk.

Støtte er forventelig

Adjunkt på Ilisimatusarfik Rasmus Leander Nielsen er overrasket over de hårde udmelding fra de danske politikere.

Først og fremmest kommer Sands med en hård kritik af Kina og Rusland, og Rasmus Leander Nielsen påpeger, at det er en gentagelse af, hvad den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo tidligere har sagt.

Dernæst har udmeldingen om hjælp til Grønland været undervejs længe:

Vurdering: Konkret tilbud på vej

- Det er virkelig nogle bastante udmeldinger, eftersom at det, Carla Sands skriver, er forventet. Det er en hundeslæde, som vi har kunnet se komme på kilometers afstand, siger Rasmus Leander Nielsen.

Han henviser til, at amerikanerne tidligere har meldt ud, at de vil komme med et mere konkret tilbud til Grønland i løbet af foråret. Tilbuddet skal komme i forlængelse af en lang række besøg fra amerikanske embedsmænd i Grønland i løbet af 2019, og en erklæring tilbage i 2018 om, at USA var parate til at investere i Grønlandsk infrastruktur.

- Sands udmelding er ikke konkret, men det peger i retning af, at der inden længe kommer et konkret udspil fra amerikanerne om, hvordan de vil hjælpe Grønland, siger Rasmus Leander Nielsen.

Powered by Labrador CMS