Ingen nye smittede: Vil tale om lempelser hen over påsken

Med endnu en dag uden nye smittede er der ifølge landslægen ro på smittesituationen her i landet. Det betyder at epidemikommissionen i påsken vil se på, hvilke lempelser man kan indføre, hvis de gode takter fortsætter.

Offentliggjort

Efter 52 svar uden flere smittede onsdag, vil epidemikommissionen bruge påsken til at kigge på, hvilke lempelser der skal anbefales til Naalakkeruisut efter påske, hvis der fortsat er ro på smittesituationen til den tid. Det siger landslæge Henrik L. Hansen på dagens pressemøde.

Landslægen oplyste under pressemødet at 10 af de 11 smittede i Nuuk er raskmeldte og at den 11. snart bliver det. På nun.gl står der nu, at alle 11 er raskmeldte.

- Der er ro på lige nu. Men vi kan langt fra være sikre på, at vi ikke har smittespredning i landet. Der kan gå op til 14 dage fra man smittes til man får symptomer, så før vi sætter ind med lempelser af de mange restriktioner, der er, skal vi være sikre på, at der ikke sker noget nyt omkring smittespredning, siger landsægen.

I den forbindelse opfordrede landslægen endnu engang til, at man lader sig teste, hvis man har symptomer af nogen slags, der kan sætte i forbindelse med coronavirus.

-Vi vil gøre status den 13. april. Det er altså en forudsætning for lempelserne, at der ikke sker noget væsentligt nyt, siger landslægen.

Vi skal holde ved

Landslægen understreger, at der er en god grund til fortsat at have strenge restriktioner, og at det ser ud til at virke, det der gøres nu.

- Når vi fortsat er så forsigtige og at epidemikommissionen fortsat anbefaler Naalakkersuisut at være forsigtige, så er det fordi, det stadig brænder på i verden omkring os. Vi har i øjeblikket udfordringer med afbud fra vikarer i det danske sundhedsvæsen, og derfor er det fortsat helt afgørende, at vi vinder tid og hele tiden afvejer de store omkostninger det har at alt er lukket ned med vores nuværende ønske om at undgå et stort udbrud af coronavirus nogen steder i landet.

Landslægen anerkender at det ikke er en nem proces.

- Det er et langt og tungt træk, men vi har ikke andre alternativer lige nu, siger Henrik L. Hansen.

Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, vil holde pressemøde den 11. april med nye opdateringer.

Powered by Labrador CMS