SAS aflyser fly til Kina i hele februar

SAS aflyser alle fly til Shanghai og Beijing indtil slutningen af februar. Billetsalg lukket til 15. marts.

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS aflyser alle sine fly til og fra Kina indtil slutningen af februar.

Det oplyser Kristian de Place Gamborg Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS.

Beslutningen skyldes udbruddet af coronavirus, som har sit epicenter i Kina.

- Vi har valgt at suspendere vores flyvinger til og fra Shanghai og Beijing indtil slutningen af februar.

- Det har vi, fordi sikkerhed altid er førsteprioritet, når det gælder vores passagerer, siger Kristian de Place Gamborg Hansen.

På grund af situationen har SAS også valgt at lukke for salget af flybilletter til og fra Shanghai og Beijing frem til 15. marts.

Har passagerer allerede nået at købe flybilletter til og fra Kina i februar, vil det være muligt at få dem refunderet eller ombooket hos SAS.

Suspenderingen af kinesiske flyvninger følger, efter at SAS for nylig meddelte, at selskabet ikke ville flyve til og fra Shanghai og Beijing fra 31. januar til 9. februar.

SAS har 12 forbindelser om ugen til de to kinesiske storbyer.

SAS vil fortsætte med at flyve til Hongkong, der ikke er en del af Kinas fastland.

- Men ønsker man at ændre sin reservation i forhold til Hongkong, vil man også kunne gøre det. Der er også mulighed for at få en refundering, fortæller Kristian de Place Gamborg Hansen.

Foruden SAS har en række andre luftfartsselskaber reageret på virusset ved at aflyse flyvninger til og fra Kina.

Mandag meddelte Lufthansa, at man ligeledes forlænger suspenderingen af kinesiske flyvninger fra 9. februar til slutningen af måneden.

Derudover har blandt andet British Airways, United Airlines, American Airlines, KLM, Air France og Turkish Airlines indstillet flyvninger til og fra Kina indtil videre.

Powered by Labrador CMS