Tilsyn giver Grønlandsbanken tre påbud

Knap to år efter at Finanstilsynet gennemførte en inspektion af hvidvask-området i Grønlandsbanken er der endelig udarbejdet en redegørelse, som indeholder tre påbud.

Martin Kviesgaard har ændret forretningsgange i efter et besøg fra Finanstilsynet tilbage i maj 2018. Grønlandsbanken

For bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, kommer redegørelsen meget sent al den stund, at banken allerede fik kendskab til indholdet i 2018 og derfor straks gik i gang med at efterkomme Finanstilsynets ønsker.

- Det er altid træls med påbud, selv om de tre, som vi har modtaget, er til at overskue, siger Martin Kviesgaard til Sermitsiaq.AG.

Kendt indhold

- Vi kendte indholdet allerede i 2018 og gik straks i gang med at foretage de nødvendige ændringer i vore forretningsgange, fastslår bankdirektøren, der understreger, at påbuddene ligner de påbud, som andre banker fik efter de tema-undersøgelser, som Finanstilsynet gennemførte på hvidvaskområdet tilbage i 2018.

Det er Finanstilsynets vurdering, at ”bankens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Kongeriget Danmark”, fremgår det af redegørelsen.

De tre påbud

De tre påbud lyder som følger:

  • Banken får et påbud om at opdatere sin risikovurdering således, at den også forholder sig til bankens risiko for at medvirke til terrorfinansiering.
  • Banken får herudover et påbud om at sikre, at der indhentes tilstrækkelige oplysninger om formål med og omfang af alle kundeforhold og udarbejde en tidsplan for opdatering af kundeoplysningerne i denne henseende.
  • Banken får endelig et påbud om at sikre, at der for alle virksomhedskunder indhentes oplysninger om og legitimation for virksomhedens reelle ejere og at udarbejde en tidsplan for opdatering af kundeoplysningerne i denne henseende.

Hash-handel fylder

Martin Kviesgaard oplyser, at det især er mistanke om hvidvask i forbindelse med hash-handel, der fylder og som banken er i dialog med politiet og Skattestyrelsen om.

- Men vi kigger naturligvis på andre områder end hashhandel, hvor hvidvask og sort økonomi ikke kan afvises, oplyser bankdirektøren.

Hvad med international hvidvask, som man har set i de store danske banker?

- Det har vi ikke haft mistanke om her. Derudover er de få kunder, vi har uden for rigsfællesskabet, som regel nogen, der har boet i Grønland tidligere, så vi støder ikke rigtig på noget i den sammenhæng, siger Martin Kviesgaard.

Powered by Labrador CMS