Svane: 
Belær os ikke, Anda

Borgmester i Qaasuitsup Kommunia er utilfreds med, hvordan Demokraterne forsøger at belære hans kommune om, hvordan man gør med arbejdssøgende

Borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Jess Svane. Foto: Leiff Josefsen

- Anda Uldum skal ikke forsøge at belære os om, hvordan vi skal gribe det an med hensyn til jobsøgende i vores kommune.

Sådan skriver borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Jess Svane, i en kommentar, efter politisk ordfører for Demokraterne, Anda Uldum, tidligere på dagen langede ud efter Qaasuitsup Kommunia for ikke at være effektiv nok med kommunens jobsøgende.

Anda Uldum spurgte, hvordan det kan være, at der er mangel på arbejdskraft på fiskefabrikkerne om sommeren i en tid med stor arbejdsløshed i Qaasuitsup Kommunia.

Læs også "D: Arbejdsløse udnytter socialhjælp"

- Sådan som Anda Uldum har tilgang til problemet og udmelder det samme og det samme hver sommer, kommer vi ikke videre. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i udfordringens karakter. Primært fra kommunens og fiskefabrikkernes side, men også fra SIK’s, KNAPK’s og selvstyrets side, påpeger Jess Svane.

- Kommunen kan i dag sætte den arbejdsløse i karantæne i en bestemt periode, hvis vedkommende ikke tager imod jobtilbud fra fiskefabrikken. Men det er ikke så enkelt, sådan som Anda Uldum gør det til, da det at arbejde i en fiskefabrik i dag ikke bare er noget, man lige kan gøre fra den ene dag til den anden. Der bliver stillet høje markedskrav til fabrikkerne i dag, og det kræver stabil og effektiv arbejdskraft – også om sommeren.

Ledighedsbekæmpelse er i gang
Jess Svane forklarer, at Qaasuitsup Kommunia er godt i gang med ledighedsbekæmpelse i større stil i samarbejde med selvstyre. Der er lavet en handlingsplan, hvor også opkvalificeringer og kurser indgår og giver den ledige værktøjer og bedre mulighed for omstilling til andre erhverv.

- Jeg har tidligere på måneden holdt et møde med formanden for naalakkersuisut samt medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffer angående mangel på arbejdskraft om sommeren, der varer to-tre måneder. Det betyder dog ikke, at der er mindre arbejdsløshed i de øvrige ni måneder på året, fremhæver Jess Svane og påpeger, at der i forvejen er regler og forordninger på området, som kommunen skal følge.

- Når Anda Uldum forsøger at blande sig i vores bestræbelser på at bekæmpe ledighed og den tilbagevendende mangel på arbejdskraft om sommeren, burde han vide og begynde at lytte til det nødråb, der år efter år kommer fra vores byggebranche. Et nødråb om at byggeri hos de yderligere byer og bygder er gået i stå, og at der bør gøres noget ekstraordinært, siger Siumut-borgmesteren.

Unfair for Qaasuitsup Kommunia
- Der bliver ikke sat ét eneste spørgsmålstegn ved den voldsomme byggeaktivitet, der foregår i Nuuk. Selvom Qaasuitsup Kommunia er den kommune, der finansierer landskassen med størst beløb, bliver denne omstændighed ikke engang taget seriøst. Når faglært arbejdskraft og private firmaer søger væk og flytter fra kommunen, bliver de ufaglærte efterladt som arbejdsløse i kommunen.

Powered by Labrador CMS