Trump betegner lille rolle i juleklassiker som en stor ære

USA's præsident er beæret over at have medvirket i julefilmen "Home Alone 2", som blev optaget på hans hotel.

Mange år før Donald Trump skiftede sin adresse i New York City ud med Det Hvide Hus i Washington, havde han en mindre rolle i en af juletidens klassiske film, "Home Alone 2: Lost in New York"

Mange år før Donald Trump skiftede sin adresse i New York City ud med Det Hvide Hus i Washington, havde han en mindre rolle i en af juletidens klassiske film, "Home Alone 2: Lost in New York".

Og det var en ære at optræde på det store lærred, lyder det fra Trump.

- Jeg var en lille smule yngre for at sige det mildt, sagde den 73-årige præsident tirsdag, da han under et møde med militærfolk blev spurgt om sin medvirken i julefilmen.

- Det viste sig at blive et meget stort julehit. Et af de største faktisk. Det er en ære at være involveret i noget som det, svarede Trump.

I årene før Trump fik politiske ambitioner, skabte han sig en formue gennem investeringer i ejendomme.

Og det var netop en ejendom, som banede vej for Trumps indtog i filmens verden.

Trump havde i 1992 købt det berømte Plaza Hotel på Manhattan i New York City. Kort tid efter anmodede et filmhold om at bruge de eksklusive rammer til at optage en række scener til "Home Alone 2".

Men Trump havde angiveligt givet grønt lys på den betingelse, at han blev tildelt en rolle.

Det påstod Hollywood-stjernen Matt Damon i et interview i 2017. Ifølge Damon var det et fast krav fra forretningsmanden til filmhold, som ønskede at benytte hans ejendomme til optagelser.

Trump optræder derfor i rulleteksterne i omkring 20 film og serier. Blandt andet i "Sex and the City". I de fleste scener optræder Trump som sig selv.

I "Home Alone 2" er hovedpersonen lille Kevin, spillet af barnestjernen Macaulay Culkin, igen blevet adskilt fra sine forældre.

Kevin farer vild i Plaza Hotel og stopper derfor en mand i en lang mørk overfrakke og rødt slips, og spørger ham om vej til hotellets reception.

- Ned ad gangen og til venstre, svarer Trump.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS