Terror-sigtelser: Forsøgte at købe våben

Fire mænd og en kvinde forsøgte ifølge sigtelse at købe pistoler til terrorangreb i Danmark eller udlandet.

Politiet var massivt til stede ved Københavns byret, da grundlovsforhøret mod de terrorsigtede blev indledt.

Fire mænd og en kvinde sigtes for at have forsøgt at købe og finansiere pistoler, lyddæmpere og ammunition til brug ved terror - enten i Danmark eller på et ikke nærmere bestemt sted i udlandet.

Det oplyses torsdag middag under et grundlovsforhør i retssal 27 i Dommervagten ved Københavns Byret.

De sigtede er i alderen 19 til 28 år. De nægter sig alle skyldige.

Ifølge sigtelsen har de forsøgt at indkøbe våben og ammunition i månederne op til 11. december - altså onsdag - hvor de sammen med yderligere 16 personer blev anholdt i en storstilet aktion.

Af de anholdte fremstilles otte torsdag i grundlovsforhør i Københavns Byret.

De fremstilles i to forskellige retssale. Det skyldes, at fremstillingerne vedrører sigtelser med forskellig ordlyd.

Dog er alle otte sigtet for den mest alvorlige terrorbestemmelse i straffeloven, der hedder paragraf 114, stk. 1.

Men de nærmere detaljer i sigtelserne adskiller sig altså fra hinanden.

De otte anholdtes formodede planlægning af terror mislykkedes ifølge sigtelsen, idet de blev anholdt af politiet.

Retsmødet blev kort efter dets begyndelse hævet indtil klokken 13 af praktiske grunde. I mellemtiden har forsvarerne drøftet sagen med deres klienter. Flere forsvarere har anmodet om mere tid til dette.

Anklagemyndigheden har anmodet om, at resten af grundlovsforhøret afholdes for lukkede døre. Det ønske har dommeren valgt at efterkomme.

Powered by Labrador CMS