Guldfeber i Syd: 100 nye job på vej

AEX Gold med en islænding i spidsen genåbner den gamle guldmine i Sydgrønland næste år. Minen når op på fuld produktion i 2021. Selskabet satser på flere miner og vil ansætte lokale.

Offentliggjort

Forventninger er store. Ja, der er nærmest tale om den rene feber.

15 til 20 guldminer mener administrerende direktør i AEX Gold Eldur Olafsson, der er potentiale til i Sydgrønland.

Det skriver avisen AG.

Indtil videre er der dog kun konkrete planer om at åbne en guldmine, nemlig den gamle Nalunaq, som drejede nøglen om i 2014 efter at have skrantet økonomisk et stykke tid.

Allerede til næste år satser AEX Gold på så småt at gå i gang med at udvinde guld igen i de mere end 11 km lange minegange i Kirkespirdalen. I løbet af 2021 når minen op på fuld produktion, forventer direktøren.

- Guldet i Nalunaq har en meget høj lødighed. Der er 18 g pr. ton klippe mod normalt 2-3 g. Guldprisen lige nu ligger ret højt – 1500 dollar pr. ounze. Det svarer til 312 kr. pr. gram. Vi regner med, at værdien af guldet i Nalunaq beløber sig til omkring 390 millioner dollar eller 2,6 milliarder kroner. Derfor mener vi, der er gode muligheder for at få en forretning ud af guldminen, siger Eldur Olafsson til avisen AG.

Den 34-årige islandske geolog er både administrerende direktør i AEX Gold og en af de største investorer med 12 procent af aktierne.

100 arbejdspladser

Der bliver omkring 100 job i den genåbnede Nalunaq-mine. Eldur
Olafsson regner med, at halvdelen af arbejdspladserne i første omgang bliver lokale.

- Men målet er at nå op på 100 procent grønlandsk arbejdskraft. Eller i hvert fald så mange som muligt. I den gamle mine var omkring halvdelen lokal arbejdskraft. Vi vil træne så mange som muligt af de lokale folk. Der er store muligheder for gode job i minen, fortæller han.

Du kan læse mere om guldfeberen i Sydgrønland i den seneste udgave af avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS