Bogormen har fået sin egen bogcafé
Hele hendes liv har hun elsket bøger, og nu har Nina Jul Larsen trukket stikket ud på en ellers hæsblæsende karriere for at bestyre sin egen bogcafé.
- Kun én bog?
Den lille Nina kigger vantro på læreren. Hun er på skolebiblioteket for første gang og havde en forventning om at skulle låne en kæmpe stak spændende bøger med hjem, som hun kunne fordybe sig i. Sammen med sine forældre har hun tit været på biblioteket, hvor de har lånt stakkevis af bøger. Men i skolen gælder der åbenbart andre regler.
- Det kunne jeg ikke forstå, husker Nina Jul Larsen med et smil.
Bøger har altid fyldt meget i hendes liv. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at hun i dag er indehaver af bogcafeen Books & Coffee i Ilulissat.
- Jeg har altid selv elsket at gå i boghandler. Jeg kan stå i flere timer og kigge på bøger, og jeg kan godt lide, at de er sat pænt op, siger Nina og slår ud med armene i sin lille bogcafé, hvor jeg er på besøg. Her er bøgerne sirligt arrangeret på skrå hylder, så man rigtig kan danne sig et indtryk af dem. I et hjørne er der papirvarer, og inderst i butikken er der et hyggeligt sofahjørne, hvor vi nu sidder og snakker om Ninas nye liv som forretningsdrivende.
Valgte barsel over job
Men den egentlige grund til, at Nina i dag sidder her i sin egen bogcafé, er faktisk hendes lille datter, Selma. Da Ninas barsel var slut, og hun skulle have været tilbage på sit arbejde i Selvstyrets Informationskontor, var Selma 6 måneder gammel og blev stadig ammet hos sin mor hver 3. time.
- Vi havde ikke fået nogen institutionsplads, men jeg kunne alligevel heller ikke sende hende i vuggestue i den alder. Det føltes helt langt ude at skulle sende hende i institution, forklarer Nina.
Samtidig længtes hun hjem til Ilulissat, hvor hun oprindeligt er fra. Så da hendes kæreste fik mulighed for at rykke til Ilulissat, trak Nina stikket på jobbet og tilværelsen i Nuuk.
Læs hele portrættet af Nina Jul Larsen i det nye nummer af Arnanut som kan købes i butikkerne netop nu eller via linket herunder: