Lovløshed i bygder bekymrer politiker

Aaja Chemnitz Larsen er bekymret for lovløshed i bygder, som mangler kommunefogeder: - Når der ikke er ordenshåndhævere, betyder det, at alverdens ting kan ske, herunder ovegreb på børn.

Qassimiut er en af de bygder, der mangler en kommunefoged

Sheriffen har manglet i mange bygder. Men hen over året har Grønlands Politi haft succes med at rekruttere nye kommunefogeder.

Det skriver avisen AG.

Samtidig afsættes penge til at styrke fogedernes autoritet og arbejdsbetingelser på de små bosteder, blandt andet udstyres de med peberspray og skudsikre veste.

Endnu er politiet dog ikke i mål med indsatsen.

13 ubesatte stillinger

Det er kommet frem i forbindelse med et spørgsmål, som folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen fra IA har rejst over for den danske regering. Her ønsker hun konkret svar på, hvor mange stillinger, som aktuelt står ubesatte hen.

- Pr. 1 november er der 13 ubesatte kommunefogedstillinger i Grønland, oplyser politiet og opremser, hvilke steder det er tilfældet:

- Der er otte bygder, hvor Grønlands Politi ikke har en kommunefoged ansat; Saarloq, Eqalugaarsuit, Qassimiut, Qassiarsuk, Kuummiut, Atammik, Sarfannguaq og Innarsuit. Der er fire bygder, hvor der mangler at blive ansat kommunefoged nummer to; Kuummiut, Niaqornaarsuk, Ikerasak og Saattut. Der er en bygd, hvor der mangler at blive ansat kommunefoged nummer tre.

Utryghed

Aaja Chemnitz Larsen mener, at det skaber utryghed i bygderne, at borgerne ikke har et sted at henvende sig med lovovertrædelser.

- Der er tale om en form for lovløshed. Det er vigtigt, at lovens lange arm er tilstede alle steder, hvor der bor folk. Når der ikke er nogle i hverdagen til at håndhæve loven, så betyder det også, at alverdens ting kan ske, herunder overgreb på børn, siger hun til AG.

Læs hele artiklen i AG – få adgang herunder:

Powered by Labrador CMS