Campus Kujalleq: Rekordstort antal nye adventure guides

Næste onsdag dimitterer 18 nye adventure guides på Campus Kujalleq i Qaqortoq.

Grønland bliver rigere i turismebranchen næste onsdag

Det bliver en festlig dag på Campus Kujalleq i Qaqortoq næste onsdag. Grønland bliver nemlig et stort antal turistguider rigere. Det største hold af adventure guides bliver nemlig udklækket på Campus Kujalleq, som kan uddele diplomer til 18 elever.

- I år har vi haft et specielt stærkt hold. For hele holdet, der efter starten i Qaqortoq rejste til Kangerlussuaq og Sisimiut, kom tilbage og færdiggjorde uddannelsen i Qaqortoq, skriver uddannelseschef ved Campus Kujalleq Rie Oldenburg i pressemeddelelse.

Fysisk og psykisk krævende

De nye kommende adventure guider har været gode i deres eksamener. Gennemsnittet for hele holdet landede på 8,4, oplyser uddannelsesinstitutionen.

Her ses studerende på adventure guide-uddannelsen

- De har nu klaret en af de sværeste uddannelser i Grønland. Adventure Guide uddannelsen er både fysisk og psykisk krævende med lange dage, meget stof og en masse bevægelse, fastslår Rie Oldenburg.

Fremskridt

I maj dimitterede 13 arctic guides, som også kan kaldes by-guider, ved Campus Kujalleq.

- Campus Kujalleq har snart uddannet 200 professionelle medarbejdere til den grønlandske turismebranche, og efterspørgslen er stor. Både fra branchen og fra turisterne som sætter pris på at møde velkvalificerede lokale. Nu glæder vi os fra Campus Kujalleq over, at der er kommet så mange flere til med dette års hold, lyder det fra Rie Oldenburg.

Powered by Labrador CMS