EU: Arktisk klima skal sikres fra rummet

EU-landene vil skabe et bæredygtigt Arktis og styrke forskningen i grøn omstilling både på kloden og i rummet.

Den grønne omstilling skal også gælde i rummet, og det skal gavne klimakampen på kloden.

EU-landene vedtog fredag en række konklusioner om rumløsninger, der skal sikre et bæredygtigt Arktis.

Det betyder, at EU-landene vil styrke forskningen og satellitovervågning omkring Arktis og dermed gøre os bedre i stand til at bekæmpe klimaforandringerne.

- De satellitter, vi bruger, kan være med til at overvåge havis, havstrømme og være med til at lave prognoser for klimaforandring, forklarer Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) efter rådsmødet i Bruxelles.

Flere rumprogrammer

EU har flere forskellige rumprogrammer, herunder Copernicus, der bruges til at indsamle data om blandt andet klimaforandringer, men der er områder i og omkring Arktis, der stadig ikke er fuldt dækket.

EU-landene vil igennem et øget satellitnetværk have Copernicus-programmet til eksempelvis at måle havtemperatur og CO2-udledning.

Men en udvidet dækning og flere satellitter kan også udgøre et problem. Det er ikke kun på kloden, hvor det kan flyde med skrald. Det kan det også i rummet.

Det udgør et pladsproblem, så derfor vil landene også rykke den grønne omstilling uden for atmosfæren og rydde op i jordens rumskrald.

Powered by Labrador CMS