Aki: De 80 millioner kan gøre en forskel for børnene

Siumuts folketingsmedlem takker regeringen og Naalakkersuisut for samarbejdet om den ekstraordinære hjælp til udsatte børn

I går aftes faldt aftalen om, at Danmark afsætter 80 millioner kroner til hjælp til udsatte grønlandske børn endeligt på plads.

Siumuts medlem af folketinget, Aki-Matilda Høegh-Dam glæder sig over aftalen.

- Det er en vigtig tid for børn og unge hjemme i Grønland. De 80 millioner kroner skal bruges til initiativer, der virker og forbedrer forholdene, hvor børn og unge kan mærke en forskel og hvor vi voksne kan se en forskel, siger hun.

Hjælpen kommer efter, at Naalakkersuisut i foråret blev presset til at bede Danmark om hjælp til at bekæmpe seksuelle overgreb på børn og selvmord blandt unge.

- Jeg vil takke den danske og grønlandske regering for at samarbejde omkring dette. Jeg vil også gerne takke de øvrige partier som er med i aftalen om udmøntningen af reserven for deres opbakningen til de 80. millioner kroner, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.

Hendes folketingskollega, Aaja Chemnitz Larsen (IA) mener at Naalakkersuisut bør match den danske hjælp med et bidrag på 20 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS