Fagforeninger tilslutter sig protestbølge

Fire fagforeninger, der repræsenterer knap 3.500 lønmodtagere, tilslutter sig nu protestbølgen over de afgiftsforhøjelser, der skal bringe Finansloven for 2020 i plus.

Et par tusinde var mødt op til demonstration i Nuuk, hvor man gav udtryk for sin utilfredshed over de indførte afgiftsforhøjelser.

I går var der demonstrationer i Nuuk, Aasiaat, Sisimiut, Paamiut og Narsaq, hvor flere tusinde borgere råbte ”Nok er nok” over de afgiftsforhøjelser, der blandt andet rammer slik, sukker, øl, vin og cigaretter.

Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat (NPK), Lærernes fagforening i Grønland IMAK, Sundhedskartellet PPK og Atorfillit Kattuffiat (AK) mener, at de lønstigninger, der tidligere på året blev forhandlet på plads nu bliver spist op af højere afgifter.
- I år kunne flere fagforeninger skrive under på nye overenskomstaftaler, hvor lønnen blev forsøgt at blive tidssvarende. Nu bliver lønstigningerne ædt af afgifter. Naalakkersuisut er nødt til at omprioritere, mener AK, NPK, PPK og IMAK.

Opråbet kommer i sidste øjeblik. Tredje og sidstebehandlingen af Finansloven for 2020 er på dagsordenen i dag i Inatsartut.


Var i god tro

- Da de forskellige fagforeninger forhandlede nye overenskomster på plads, og skrev under på beskedne lønstigninger, var det i god tro om, at den nuværende regering ikke ville forhøje afgifterne, skriver fagforeningsformændene, der også henviser til, at den siddende koalition under valgkampen ”højt og helligt har lovet ikke at pille ved afgifterne”.

- Vi ser hellere at skattepengene bliver brugt således at skatteborgerne mærker dem i deres dagligdag, og ikke straffe skatteborgerne med afgifter, der afføder dyrere dagligvarer, mener fagforeningsformændene, der efterlyser konkrete tal for, hvordan man agter at komme pædagogmanglen til livs.

- Mange af vores medlemmer er brugere af vuggestuer og børnehaver. Vi har derfor interesse i at disse fungere, så vores medlemmer kan arbejde trygt, lyder det bekymret.

Konkrete planer

NPKs formand efterlyser konkrete planer.

- Vores medlemmer skal ikke udsættes for tomme ord. Vi vil se konkrete planer for, hvordan man agter at forbedre deres arbejds- og lønvilkår. Vi er ikke en gang begyndt på forhandlinger om pædagogernes vilkår, og kan allerede konstatere at midlerne er opbrugt. Sådan som finanslovsaftalen ser ud, så er det vores opfattelse at man blot forsøger at sælge skindet før bjørnen er skudt, siger NPK formanden Juliane Tobiassen, der taler på vegne af 370 medlemmer.

- Afgiftsstigningerne giver på ingen måde mening da man har afsat 162 millioner kroner til sænkning af selskabsskatten. I stedet for dette kunne man lige så godt bruge disse penge på pædagoglønninger og forbedringer af sundhedsområdet.

Vi er trætte af politikerne

AK-formanden Dina Olsen, der har 1.250 medlemmer bag sig, udtaler:

- Vi er trætte af, at politikkerne ikke hører på os, før de tager beslutninger om afgifter, der har direkte virkning på vores medlemmers dagligdag. Vi bør i det mindste have tid til at undersøge mulige konsekvenser, men vi ser desværre, at beslutninger bliver taget over natten.

- Det skal huskes; når vi forhandler frem til et resultat, så er det fordi vi har knoklet i måneder, nogle gange i årevis, får at nå dertil. Så ser vi desværre at politikere henter lige så mange penge fra vores medlemmer på ingen tid, siger Dina Olsen.

Powered by Labrador CMS