Unge: Traditionel viden skal sættes på skoleskemaet

I forbindelse med det 6. Arctic Leaders’ Summit, blev der 12-13. november holdt den første samling i historien for unge oprindelige folk i Rovaniemi, Finland.Her uadarbejdede de unge den første erklæring, hvor de opfordrer til at forbedre levevilkårene hos de unge oprindelige folk i Arktis.

De unge har fået deres egen stemme ved Arctic Leaders’ Summit, som er samlingen for de seks internationale oprindelige folks organisationer, der er permanente deltagere i Arktisk Råd.

Under dette topmøde var det for første gang også arrangeret et ungdomstopmøde, hvor 27 unge mennesker fra Alaska, Canada, Grønland, Finland, Norge, Sverige og Rusland deltog og samarbejdede om en fælleserklæring.

Seqininnguaq Lynge Poulsen, som er arktisk focal point for Global Indigenous Youth Caucus og leder af LGBT Greenland, var af Saami Council inviteret til at være Grønlands repræsentant ved ungetopmødet.

- Konferencen var en smuk og rørende oplevelse. Vi unge fik talt sammen om de problemer vi oplever som unge oprindelige folk i Arktis. Dette mener jeg er utroligt vigtigt, for vi unge er ikke kun fremtiden vi er også nu, siger hun i en pressemeddelelse.

I selve erklæringen blev de unge enige om vigtige emner der bør tages alvorligt i forbindelse med forbedring af levevilkårene for unge i Arktis.

Skal kende egen kultur

Nogle emner var for eksempel manglen på traditionel viden i samfundet og uddannelsessystemet, fiskeriets betydning for de Arktiske folk, vigtigheden i at inkludere de oprindelige folk i diskussionen om klimaforandringer og mental sundhed.

Seqininnguaq Lynge Poulsen bragte blandt andet emnet traditionel viden op da hun deltog i em paneldebat i konferencen.

- Vi, de unge, var enige om at den traditionelle viden skal tages mere alvorligt i samfundet og skal være obligatorisk i uddannelsessystemet. Vi oplever mange unge der aldrig får udforsket deres identitet og kultur som oprindelige folk. Vi bragte det frem fordi vi er bekymrede for vores generation og de næste generationer. Hvis vi ikke lærer det af samfundet eller i familien, hvor skal vi så lære vores kultur?

Seqininnguaq Lynge Poulsen opfordrer det grønlandske system til i langt højere grad prioritere traditionel viden i uddannelsessystemet. Hun mener at faglig læring er vigtig men, at vi kun kan styrke os mentalt og som samfund hvis vi kender os selv.

- Man kan sagtens have god faglig læring og lære traditionel viden, uden at det skal være enten eller.

Hun vil meget gerne møde de ansvarlige på området for at bringe de unges budskaber frem.

- Hovedbudskabet fra ungdomstopmødet vakte glæde, idet fælleserklæringen udtrykte ungdommens engagement og vilje til at involvere sig i det arktiske samarbejde, siger Hjalmar Dahl Præsident for ICC Grønland.

Powered by Labrador CMS