Aqqaluk Lynge: Danske public service-stationer svigter Rigsfællesskabet

DR og TV2 svigter Rigsfællesskabet, når de ikke bringer vejrudsigter for Grønland, mener tidligere grønlandsk toppolitiker. Men de danske TV-stationer har ingen planer om at skrue op for det grønlandske vejr.

Hvis man tager tanken om et Rigsfælleskab alvorligt, bør det også omfatte public service-mediernes vejrudsigter, mener tidlige IA-politiker og ICC-formand Aqqaluk Lynge og henviser til blandt andet CBC i Canada, som også bringer vejrudsigter for de delvist selvstyrende canadiske territorier.

I et portræt forleden i dagbladet information forleden, sagde Lynge blandt andet:

- Hvad bilder de sig ind, at vi skal gå på CNN eller BBC for at se vejrudsigten…

Umiddelbart er der dog ikke de store chancer for at se den grønlandske vejrudsigt på hverken DR eller TV2.

Det tager for lang tid

- DR Vejret er ikke en vejrtjeneste, men snarere en vejrformidler, og skulle vi lave en tv-vejrudsigt for Grønland, så ville vejrudsigten skulle være fem, seks minutter eller længere. Der er milevid forskel på vejret i Grønland fra øst til vest og fra nord til syd og fra havoverfladen og til de højeste områder. Det kan man ikke håndtere på lige så kort tid, som vejret i Danmark, siger underdirektør i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter Anders Kern Boje, som har ansvaret for vejret.

- Vi er meget opmærksomme på Grønland og Færøerne som en del af Rigsfællesskabet og dækker også ind imellem vejret, når vi får sendt billeder og video og kan bruge det i programmet ’Vores Vejr’ på DR1, siger Kern.

Heller ikke på TV2 er planer om at sætte Grønland eller Færøerne på vejrkortet i nyhedsudsendelserne:

TV2 fokuserer på danske abonnenter

- På nuværende tidspunkt har vi ikke planer om at udvide vores daglige fokus på Grønland og Færøerne. Det er dog værd at nævne, at især Grønland naturligt har fået mere opmærksomhed hos TV 2 Vejret end for få år siden på grund af klimaforandringerne, siger Peter Tanev, redaktionschef for TV 2 Vejret.

- Samtidig er det sådan, at når vejret er aktuelt og/eller relevant andre steder – herunder i Grønland eller på Færøerne – dækker vi selvfølgelig også disse vejr- og klimaforhold. Derfor nævnes både Grønland og Færøerne også jævnligt i vores vejrudsigter.

- På TV 2 Vejret har vi stor respekt for vejret og for dem, som bruger vejret dagligt, og derfor er vi også meget opmærksomme på, til hvem vi leverer vejr og hvordan. I vores korte tv-formater har vi valgt at fokusere vores ressourcer og tid på vejret i Danmark, hvor vi har langt, langt de fleste af vores seere. Eftersom TV 2 er en kanal, som alene kan ses via abonnement, er det begrænset, hvor mange faste seere TV 2 Vejret har i Grønland og på Færøerne, slutter Tanev.

Public service-virksomheden i Danmark skal sikre, at den danske befolkning får et bredt udbud af programmer og tjenester via fjernsyn, radio, internet og lignende, oplyser Kulturministeriet på sin hjemmeside. Kulturministeriet har blandt andet public service-kontrakter med DR, TV 2 Danmark A/S og de regionale TV 2-virksomheder.

I Grønland er det KNR, der har public service forpligtelsen.

Powered by Labrador CMS