Regler på vej mod lovløst internet

Det hastigt voksende internet udhuler den enkelte borgers retssikkerhed.

Juridiske eksperter og politikere mener derfor, at retsplejeloven nu bør fornyes markant. Loven beskytter ikke længere danskerne mod at blive hængt offentligt ud, skriver Berlingske Tidende.

Den manglende beskyttelse er blevet aktuel af to sager i den seneste uge.

I den ene sag er stærkt fortrolige bankoplysninger lækket til nettet. Den anden handler om en narkosigtet kvinde, hvis navn florerer på blogs, debatfora og lagrede internetsider, selv om der navneforbud i hendes sag.

- Der er god grund til at overveje, om retsplejeloven i sin nuværende form kan varetage de hensyn og forhold, som skulle garanteres med loven og et navneforbud, og det mener jeg ikke, den kan, siger formand for Retssikkerhedsfonden, dr.jur. Ole Espersen, der opfordrer Folketingets Retsudvalg til at få fagfolk til at se på sagen.

Formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) vil også have nye regler og vil bede justitsminister Brian Mikkelsen (K) at se nærmere på området.

Powered by Labrador CMS