Projekt om grønlands havbund får støtte af MSC

Et samarbejde om udforskning af havbunden ud for Vestgrønland har fået omkring 420.000 danske kroner af MSC’s fond. Pengene uddeles for at beskytte havene og fremme bæredygtigt fiskeri.

Havet forskes. MSC har netop delt midler ud til et projekt, der skal gøre os klogere på havets bund.

Projektet skal skabe mere viden om de skrøbelige økosystemer på havbunden ud for Vestgrønland.

Det meddeler MSC i en pressemeddelelse.

I alt har MSC uddelt 5,5 millioner danske kroner for at beskytte havene og fremme bæredygtigt fiskeri.

MSCs certificerings- og mærkningsprogram sigter på at belønne bæredygtige fiskerier og fremme forbedringer i den måde, havets ressourcer bliver udnyttet på, lyder i en pressemeddelelse.

Pengene skal øge viden om havbunden

Det er et projekt, som Zoological Society of London og Sustainable Fisheries Greenland, SFG samarbejder om, der får gavn af støtten.

Formanden for SFG, Lisbeth Due Schönemann-Paul, udtrykker glæde over den økonomiske håndsrækning. Midlerne bruges til at fortsætte samarbejdet med Zoological Society of London, som de seneste ti år har udført flere undersøgelser i samarbejde med Naturinstituttet. Det har bidraget til en MSC-certificering af fiskeri efter rejer og hellefisk.

- Med det nye projekt, håber vi at kunne lægge grunden til stadig øget viden om den grønlandske havbund og dermed til vedligeholdelse af vores MSC-certificering af rejer og hellefisk. Vi håber desuden at kunne bruge denne viden til, at flere fiskerier bliver certificeret, blandt andet krabber, siger Lisbeth Due Schönemann-Paul.

Slip hajerne løs

Blandt andre projekter, der har fået støtte kan nævnes en bevilling til det canadiske Windsor University. Universitetet skal finde metoder til at undgå bifangst af grønlandshajer i fiskeriet efter helleflynder. En procedure for, hvordan man bedst muligt kan håndtere og genudsætte hajer, der er fanget, er under udarbejdelse.

- Det er tanken, at hvis forskere og fiskerne i Canada i samarbejde udvikler nye og bedre metoder, så kan disse hurtigt udbredes til andre MSC-fiskerier, for eksempel i Grønland, og forhåbentlig til hele branchen, forklarer Ole Schmidt, landechef for MSC i Danmark.

Powered by Labrador CMS