Lufthavnsselskab får knap en milliard kr.

Landskassen bliver knap en milliard kroner fattigere i forbindelse med et kapitalindskud i Kalaallit Airports Holding A/S.

Efter anmodning fra lufthavnsselskabet har Naalakersuisut besluttet at foretage et kapitalindskud på 938.253.000 kroner, så selskabets samlede aktiekapital kommer op på 1,392 milliarder kroner.

Et synligt bevis på at det historiske lufthavnsbyggeri i Nuuk og senere i Ilulissat er skudt i gang med Munck Gruppen som entreprenør.

Generalforsamling

Afdelingschef Lars Balslev fra Bestyrelsessekretariatet er bemyndiget til at foretage det fornødne, så en ekstraordinær generalforsamling kan gennemføres i Holding-selskabet, som Selvstyret ejer 100 procent.

- Når vedtægterne ændres ved, at aktiekapitalen forhøjes, så skal det godkendes via en ekstraordinær generalforsamling, forklarer Lars Balslev til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at det i de kommende år er planen at gennemføre flere kapitalindskud fra Landskassen til det store lufthavsnbyggeri i Nuuk og Ilulissat, der ligger i datterselskabet Kalaallit Airports International, som staten er medejer af.

Her kommer pengene fra

I denne omgang er den lille milliard kroner sammensat af følgende beløb:

  • 423.223.000 kr. (fra Fonden for Langsigtede Investeringer vedrørende engangsindtægter fra ophør af pensionsforsikringsordninger i PFA Soraarneq)
  • 210.927.000 kr. (fra Fonden for Langsigtede Investeringer vedrørende overskud på Landskassens regnskab for 2016)
  • 204.103.000 kr. (fra Fonden for Langsigtede Investeringer vedrørende overskud på Landskassens regnskab for 2017)
  • 100.000.000 kr. (fra hovedkonto 10.13.11 Kontante udgifter til aktieselskaber vedrørende ekstraordinært udbytte fra Tele Greenland A/S)
Powered by Labrador CMS