IA spørger til rubiner

Landsstyret skal svare på byge af §36-spørgsmål efter bortvisningen af lokale rubinsamlere ved Fiskenæsset

Offentliggjort

Landstingsmedlem Esmar Bergstrøm, Inuit Ataqatigiit, vil blandt andet vide om lokalbefolkningen kan bortvises, så længe et givent mineralselskab kun har efterforskningstilladelse.

De i alt 10 spørgsmål til landsstyret kommer efter en omtale i Atuagagdliutit/Grønlandsposten om fem beboere fra Nuuk, der blev bortvist fra området Aappaluttoq ved Fiskenæsset.

En af de fem var Niels Madsen, der tidligere har været ansat i firmaet, True North Gems, som har efterforskningstilladelsen ved Fiskenæsset. Han udtalte til AG, at den nye ledelse i selskabet er bange for, at de lokale skal få del i rubiner, der ligger ved Aappaluttoq.

– I henhold til råstofloven har jeg lov til at være der og indsamle råstoffer, fastholdt Niels Madsen.

Råstofdirektoratets direktør Jørn Skov Nielsen ville i avisen ikke kommentere den konkrete sag. Men han sagde om råstoflovens §32:

– Paragraffen fastslår at lokalbefolkningen i mindre grad har lov til at udnytte landets råstoffer. Så snart det har kommerciel sigte, skal man have en formel tilladelse i henhold til råstofloven, sagde Jørn Skov Nielsen til AG.

Powered by Labrador CMS