Salling: Patienthjemmet fortjener sunde råvarer

Grønlands største privatejede fiskerikoncern, Polar Seafood, har besluttet at donere friske råvarer til køkkenet på Patienthjemmet i København.

Jens Salling vil løbende levere seafood-råvarer til Patienthjemmet, når køkkenet beder om det.

- Vi har stor sympati for det arbejde, der gøres for vores grønlandske medborgere på patienthjemmet, udtaler Polar Seafood Greenlands ejer og direktør Jens Salling i en pressemeddelelse.

Alle kan blive ramt

- Vi kan alle blive ramt af sygdom, der kræver behandling i Danmark. Det er i sig selv en belastende situation, men dertil kommer, at man er langt fra hjemegnen i Grønland. Ofte i mange måneder. Derfor kan noget så simpelt som gode grønlandske råvarer være en kærkommen opmuntring. Og da fisk og skaldyr samtidig er sundt, føler vi det helt naturligt at bidrage med vores produkter, uddyber Jens Salling.

Der er tale om en donation, hvor lederen af Patienthjemmet, Birtha Bianco, får fleksibiliteten til at sende en mail med ønsker om hvilken fisk eller skaldyr, køkkenet ønsker at modtage, oplyser Jens Salling til Sermitsiaq.AG. Igennem de senste tre uger har Polar Seafood således leveret 100 kilo råvarer til køkkenet.

Maden er vigtig

Birtha Bianco er naturligvis glad for aftalen og siger:

- Vi gør meget for at gøre et ophold i Danmark så hjemligt, som det nu er muligt. Her spiller maden en vigtig rolle, og Polar Seafoods løbende donation af velsmagende seafood er vi derfor meget glade for. Det samme er patienterne.

Powered by Labrador CMS