Fransk-grønlandsk samarbejde om animationsfilm kan være på vej

Frankrigs ambassadør Caroline Ferrari har besøgt Grønland i forbindelse med Nuuk International Filmfestival. Hun åbnede en workshop om animationsfilm

Frankrigs ambassadør Caroline Ferrari åbnede workshoppen for børn om animationsfilm. Her ses hun sammen med Pipaluk Kreutzmann Jørgensen fra NIFF.

En fransk-grønlandsk co-produktion om en animationsfilm med grønlandske myter som omdrejningspunkt. Tanken er ikke fremmed for Frankrigs ambassadør i Danmark, Caroline Ferrari.

Hun har netop besøgt, Grønland i anledning af Nuuk International Filmfestival (NIFF). Her åbnede hun en workshop om netop animationsfilm, som var arrangeret i et samarbejde mellem den franske ambassade, NIFF og det tyske Goethe Institut.

- De grønlandske myter indeholder stærke fortællinger. Jeg ser i dem et stort potentiale til at bygge animationsfilm over, siger hun til Sermitsiaq.AG.

- På workshoppen er det først og fremmest vores mål at bringe folk sammen, så de kan møde hinanden. Det opfatter jeg i sig selv som særdeles værdifuldt. Men hen ad vejen kan det udvikle sig til en co-produktion af en animationsfilm med udgangspunkt i grønlandske fortællinger, siger Caroline Ferrari.

Kulturelt samarbejde

Hun forklarer, at man stadig er i gang med de helt indledende øvelser til sådan et projekt, men at de i første omgang handler om at få folk til at arbejde sammen.

- Jeg ser det som værdifuldt for filmindustrien både i Grønland og Europa, hvis det lykkes os at etablere sådan et samarbejde.

- Og jeg er virkelig glad for, at jeg kan åbne workshoppen her. For det passer fuldstændigt ind med de vi fra fransk side ønsker, nemlig et samarbejde omkring kultur, siger ambassadøren og henviser til, at franske forskere og skribenter igennem lange tider har været optaget af Grønland.

For eksempel udforskede Paul-Emile Victor indlandsisen ved Eqi i årene mellem 1948 og 1953.

Powered by Labrador CMS