Byd på et måltid mad og få selv en god oplevelse

Sermersooq Business Council søger værter, der har mod på at byde fremmede indenfor til en gastronomisk oplevelse.

I forbindelse med den kommende begivenhed Nuuk Nordisk Festival søges der lige nu værter, der har mod på at invitere fire eller otte fremmede på besøg for at vise, hvordan maden smager lige
netop hos dig. Der er intet krav om, at dette skal være højgastronomisk, men der skal serveres et måltid, der er tænkt over, og som du vil være stolt af at kunne præsentere.

Hvad er hjem for dig

Festivalens tema er Home, altså hjem. Dette kan tolkes bredt, men formålet er at dykke ind i, hvad betydningen af hjem er for folk der bor i Nuuk. Dette arrangement bærer navnet ”It Tastes Like
Home” og er tænkt som et øjebliksbillede af, hvordan madkulturen er i Nuuk lige nu.

Der er derfor ikke alene behov for traditionelle grønlandske værter, hvor der serveres det klassiske grønlandske køkken. Formålet er derimod at kunne vise forskelligheden i de mange typer hjem, der er i Nuuk, hvor netop mangfoldigheden er en farverig pallet.

Åbenhed giver oplevelser

Ligesom det bliver en stor oplevelse for dine gæster at besøge dig, bliver det med garanti også en oplevelse at se folks reaktioner og høre deres fortællinger, når de kommer på besøg. De, der vil komme på besøg, vil blive en god blanding af lokale og udenlandske folk, der besøger festivalen.

Det er derfor ikke givet på forhånd, hvad du kan forvente, og det er her hele oplevelsen ligger.

Hvad kræver besøget

Selve besøget kommer til at vare en time. Du skal præsentere et hovedmåltid. Du skal kunne modtage enten fire eller otte gæster. For at alle får mest muligt ud af oplevelsen, skal du kunne fortælle om det måltid, du serverer og fortælle om, hvad madkultur betyder for dig.

Arrangementet kommer til at foregå 12. Oktober, og du skal kun tilmelde dig, hvis denne dato passer dig, og du står ved dit engagement.

Symbolsk tak for mad

Som vært honoreres du med et gavekort til en madoplevelse. Alt efter om du tager imod fire eller otte gæster, honorerer Sermersooq Business Council med et gavekort på henholdsvis 1.000 eller
2.000 kroner. Alle omkostninger til råvarer og andet skal du selv afholde.

Men som dette afspejler, skal det være motivationen og lysten, der skal gøre dig til vært, og ikke belønningen. Største værdi bør du få ved at opleve tilfredsheden fra dine gæster og have en sjov oplevelse med nye
bekendtskaber. Er man interesseret, kan man kontakte Sermersooq Business Council for at høre nærmere.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS