Chefredaktøren anbefaler: Verden ler, men Trumps købelyst er ingen joke
Vi kan ikke udelukke, at præsidenten mener det alvorligt. Der er mange andre tegn på USA’s interesse i Grønland – og flere tidligere købstilbud
I mere end en uge morede journalister og kommentatorer i hele verden sig over Donald Trumps tanker om at købe Grønland. Mange elementer i denne spektakulære affære passede ind i det store, skæve billede af en præsident med ringe interesse for sædvane og høje tanker om sine egne evner som ejendomsmægler.
Men som sagen udviklede sig, blev det klart, at beslutningstagerne i Danmark eller Grønland ikke længere kan udelukke, at præsidenten handlede i dyb alvor, og at købstankerne muligvis skal ses som præsidentens reaktion på en tiltagende hårdkogt amerikansk analyse af Ruslands og Kinas intentioner i Arktis. Donald Trumps tanker om at købe Grønland lægger sig direkte i kølvandet på en række andre signaler om USA’s hastigt voksende strategiske interesse i Grønland.
Ejendomshandel
For Grønland og Danmark kan det medføre en række dilemmaer, hvis præsident Trump rent faktisk sigter på at ændre den skrøbelige magtbalance mellem Grønland, Danmark og USA. Siden 2. verdenskrig har denne balance som bekendt været nogenlunde klar: USA garanterer Grønlands overordnede militære sikkerhed og driver Thule Air Base primært som et led i USA’s eget forsvar mod modstandere på den anden side af Det Arktiske Ocean: Rusland, Kina og senest Nordkorea.
Danmark vogter Grønlands ydre grænser og håndterer Grønlands indre anliggender i samarbejde med Grønlands egne valgte ledere, der regerer i Grønland med stadig større grader af autonomi.
Indtil i dag har dette arrangement — trods en stribe velkendte, alvorlige forhindringer på vejen — grundlæggende været til de flestes tilfredsstillelse, inklusive USA’s, men som vi så i sidste uge, ønsker USAs præsident nu muligvis forandringer i dette mønster. Mange både i Danmark og Grønland forstod straks instinktivt, at præsidentens vision om en amerikansk overtagelse udfordrer selve strukturen i det danske kongerige og hele den måde, hvorpå Grønland hidtil har udviklet sig politisk, økonomisk og socialt.
Det er stadig muligt, at præsidenten ikke mente noget seriøst med sine tanker. Måske går det hele væk i løbet af et par måneder; måske andre sager fanger Donald Trumps interesse. Problemet er, at vi ikke kan være sikre.
Andre tegn
Mette Frederiksens reaktion viste præcis, hvor hårdt presset hun straks var, da præsidenten bekræftede, at en diskussion om køb af Grønland huserer i Det Hvide Hus.
I et interview med DR i Nuuk afviste hun som bekendt først hele konceptet: “Jeg gør mig ikke nogen som helst tanker i den forbindelse. Det er jo en absurd diskussion, og Kim Kielsen har selvfølgelig gjort det klart, at Grønland ikke er til salg, og så stopper snakken med det,” sagde hun.
Men allerede dagen efter på pressekonferencen med Kim Kielsen i Nuuk understregede hun, at Danmark under hendes styring vil forblive stærkt forpligtet på det gode militære samarbejde med USA i Grønland. Hun forudså “endnu stærkere strategisk samarbejde”, og hun forblev åben overfor nye potentielle amerikanske ønsker om øget militær tilstedeværelse i Grønland:
“Hvad angår den militære tilstedeværelse må vi følge udviklingen”, sagde hun. “Vi kan allerede nu sige, at det at få amerikanerne knyttet endnu tættere til, hvad der foregår i vores del af Arktis – altså rigsfællesskabet – er afgørende. Og et endnu stærkere strategisk samarbejde landene imellem er vigtigt – både set med grønlandske og danske briller,” sagde hun.
Danmark er et lille land, hvor den aktuelle politiske grundopfattelse er, at vi ikke har råd til selv det mindste skår i den tætte alliance med USA, der er Danmarks næststørste handelspartner og uundværlig for landets militære sikkerhed. Undervejs i forløbet anerkendte Kim Kielsen også Grønlands voksende betydning for USAs sikkerhedspolitiske interesse; han er helt på linje med Mette Frederiksen.
Ingen joke
Det var som bekendt ikke nok til at tilfredsstille præsidenten. To dage senere aflyste han sit statsbesøg i Danmark, - noget lignende er aldrig set før - og igen reagerede Mette Frederiksen på en facon, der understregede, hvor alvorligt sagen nu tegnede sig.
Midt i den globale mediestorm indkaldte hun til pressekonference, blot få timer efter præsidentens aflysning. Her talte hun igen varmt om alliancen med USA. “USA er en af vores absolut vigtigste allierede”, sagde hun. Hun forklarede, at Danmarks ønsker om “mere og stærkere strategisk samarbejde” var uændrede, og at invitationen til USA om stærkere strategisk samarbejde i Arktis stadig var gældende. Og så gentog hun det hele på engelsk, så hver en stavelse kunne forstås i Washington. Dagen efter, torsdag i sidste uge, kom det frem, at hun efterfølgende ringede til Donald Trump for at gyde olie på vandene, og Donald Trump kaldte hende nu overfor den amerikanske presse for “a wonderful woman”. Mette Frederiksen red stormen af; i hvert fald indtil næste kapitel.
Grønland: En del af Amerika
Tilbage står, at den amerikanske præsident og de politiske ledere i Danmark og Grønland tilsyneladende har væsensforskellige opfattelser af, hvad Grønland er.
Ifølge international lov er Grønland som bekendt en del af det danske kongerige. I den danske regerings opfattelse har Grønland været en del af kongeriget i hvert fald i 300 år; nogle vil mene helt tilbage til nordboernes tid fra 985.
Mette Frederiksens bemærkede, som Lars-Emil Johansen senere citerede på facebook uden videre kommentarer: “Grønland er ikke dansk, Grønland er grønlandsk”. Om rigsfællesskabet sagde hun i et interview med Trine Juncher her i avisen: “Jeg tror bare, at i stedet for, at vi stædigt holder fast i noget, der er - eller var - så må man se rigsfællesskabet som noget, der udvikler sig med tiden.“
Det er historiske udtalelser fra en dansk statsminister, der potentielt kan forandre grundtonen i diskussionen mellem Grønland og Danmark; ingen tidligere statsminister har været så demonstrativt åben overfor de udbredte ønsker i Grønland om mere selvbestemmelse og ændring af Grønlands status i samarbejdet med Danmark.
Det ændrer dog ikke stort på det aktuelle dilemma med Donald Trump. Hans købstanker kolliderer med alle vanlige forestillinger i Grønland såvel som i Danmark om, hvad der er normalt, hvilken status kongeriget har, hvordan man skal forstå Grønland og det grønlandske folk, og hvilken værdi historien og respekten mellem nationer og folk har som grundlag for den gældende orden i vores tid.
Dilemmaet er, at Grønland muligvis betyder noget andet eller i hvert fald noget mere for den amerikanske ledelse end det, Grønland betyder for de fleste i Grønland og Danmark.
Siden 1823, da den såkaldte Monroe-doktrin blev udtænkt i Washington, har USA haft som fast politik, at man ikke tolererer andre nationers ønsker om kontrol med dele af det amerikanske kontinent. I den forstand står Grønland som en tydelig undtagelse, der i USA for mange sikkert kan forekomme ude af trit med en ny, mere alvorlig sikkerhedstrussel fra nord, der vokser i takt med isens forsvinden i Arktis.
Som vi har set på tv, anerkender præsident Trump, at Grønland formelt er en del af det danske kongerige. Det var derfor, han pegede på Danmark og ikke på Grønland som den primære handelspartner i den gigantiske ejendomshandel, han så for sig.
Grønland er en del af det danske kongerige, 99 procent af det for at være præcis, men i geografisk og strategisk forstand udgør Grønlands 2,1 millioner kvadratkilometer en del af det amerikanske kontinent; en vigtig bufferzone mellem USA og en række nationer, som Donald Trump betragter som USA’s væsentligste modstandere: Kina, Rusland, Nordkorea. Sådan var det under den kolde krig, da Thule-basen blev oprettet; da atomvåbnene cirkulerede kampklar i luften over Grønland, og geografien har ikke ændret sig.
Andre tegn
I Danmark har mange nu blik på en række andre tegn på USA’s voksende interesse for Grønland. USA er ved at genåbne sit diplomatiske kontor i Nuuk — efter 66 års fravær. USAs ambassadør Carla Sands er hyppig gæst i Grønland, i juli studerede hun, som man kunne læse i Sermitsiaq, uran og sjældne jordarter i Sydgrønland sammen med en højtstående udsending fra USA’s udenrigsministerium.
Det såkaldte National Geospacial Intelligence Agency under US forsvarsministerium fotograferer for tiden med satellitter alle isfrie områder i Grønland som bidrag til den kortlægning af Grønland, der foregår under styring af Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering i København i samarbejde med Naalakkersuisut; en kortlægning som Grønland især men også det amerikanske forsvar får glæde af. I september 2018 fik vi meddelelsen om, at USAs forsvar overvejer nye investeringer i lufthavn faciliteter i Grønland, og Thule-basen opgraderes som bekendt løbende.
Russia and China
Beslutningstagerne i København og Nuuk har fået flere signaler om, hvor stærkt Donald Trumps USA i dag fokuserer på Ruslands og Kinas aktiviteter i Arktis.
Rusland har gen-militariseret sine arktiske strøg. Nye baser er oprettet langs Ruslands nordkyst og russiske jagerfly kan nu nå Thule-basen med konventionelle våben. Kina kalder sig selv for en “nær-arktisk stat”, Kina investerer stort i russisk olie og gas, og Beijing tænker nu Nordøstpassagen nord om Rusland ind i sit globale beltandroad-initiativ. I Grønland vil mange huske, hvordan der var grundige udvekslinger mellem USA og Danmark forud for den danske regerings beslutning om at investere i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Et kinesisk firma var blandt de virksomheder, der var udvalgt til at byde på lufthavnene i Nuuk og Ilulissat; byggerierne skulle muligvis finansieres med kinesisk kapital — alt det forhindrede det danske initiativ.
I maj holdt USAs forsvarsminister Michael Pompeo en hårdkogt tale i Finland, hvor han lod forstå, at USA har tænkt sig at svare hårdt igen på Ruslands og Kinas arktiske aktiviteter, og i juni udgav det amerikanske forsvarsministerium sin seneste Arktiske strategi, der indeholdt samme besked.
Mette Frederiksens regering og Naalakkersuisut vil automatisk læse Donald Trumps interesse for Grønland ind i denne sikkerhedspolitiske kontekst, og de vil huske, at det ikke er første gang, at USA foreslår et køb af Grønland. Som svar på danske ønsker om, at USA skulle rydde sin baser i Grønland efter 2. verdenskrig, foreslog USA’s daværende udenrigsminister James Byrnes i 1946 i stedet i ramme alvor, at USA skulle købe Grønland. Tanken blev også luftet - måske i spøg - af præsident Eisenhower, da kong Frederik IX besøgte USA i 1960. (Begge episoder oprulles i Bo Lidegaards bøger, henholdsvis i bogen ”I Kongens Navn” og i Lidegaards biografi om Jens Otto Krag).
Købstilbuddet i 1946 gjorde det klart, at USA næppe i nogen nær fremtid vil forlade Grønland. Danmark afviste at sælge, men i de følgende år opstod den model, vi kender i dag: Danmark blev medlem af NATO og indgik i 1951 den forsvarsaftale med USA om Grønland, der lå til grundlag for oprettelsen af Thule Air Base: Aftalen er stadig gældende. Aftalen giver USA rige muligheder for at udvide sit militær i Thule, og der kan oprettes ny baser på samme meget åbne vilkår, hvis Danmark og Grønland indvilger, hvilket de ledelser i Nuuk og København — som vi har set nu — formentlig ikke vil være aldeles afvisende overfor.
Løsrivelse på is?
I mellemtiden fortolker en del lederskribenter og politikere i Danmark nu Donald Trumps købstanker sådan, at ønsket om selvstændighed i Grønland for en lang tid bør lægges på is, med mindre Grønland skal ende som dårligt stillet, amerikansk protektorat.
Leder af Center for Militær Analyse på Københavns Universitet, Henrik Breitenbauch, skrev eksempelvis i sidste uge i Weekendavisen: “For Nuuk understreger historien, at bestræbelserne for at opnå uafhængighed er rammet ind af benhård geopolitik (...) Vælger Grønland at træde ud af rigsfællesskabet, går man direkte ind i et amerikansk-domineret rum. Og det gælder, uanset om Grønland får nominel uafhængighed eller en mere formel tilknytning til USA som den, der gælder De Vestindiske Øer eller Puerto Rico.”
Sådan vil de mange politikere på Christiansborg givetvis også tænke: Grønlænderne bør besinde sig på en stadig udvikling af rigsfællesskabet med Danmark som den mindst ringe af de muligheder, der tegner sig. Mette Frederiksen har endda benyttet lejligheden til at understrege, at hun er langt mere villig til at diskutere en udvikling af rigsfællesskabet end andre statsministre før hende.
Vi ved dog allerede, blandt andet fra Sermitsiaqs spalter, at det langt fra er alle i Grønland, der er enige i denne fortolkning. Og her så måske en gylden mulighed for en fremadrettet samtale? Medierne i Danmark har lige nu alle øjne rettet mod Grønland: Hvis nogen har lyst at dele deres visioner for fremtiden med den danske offentlighed kommer der næppe et bedre øjeblik end dette.
Køb avisen Sermitsiaq her: