DMI lancerer grønlandsk Facebookside

Vejrudsigten fra DMI vil nu som noget helt nyt findes på Facebook, på både dansk og grønlandsk.

DMI har fået øjnene op for at en stor del af den grønlandske befolkning bruger Facebook i dagligdagen. Derfor har Danmarks Meteorologiske Institut valgt at oprette en side, som imødekommer den del af befolkningen, der primært får deres nyheder gennem Facebook.

DMI lancerer nu en Facebook-side med fokus på Grønland, hvor der dagligt vil leveres opdateringer om vejr-, klima-, hav-og is-forhold.

- Vi har rigtig meget vigtig viden om vejr- og klimaforhold at dele med den grønlandske befolkning – lige fra dagligdags vejrudsigter til når vejret raser og bliver farligt. Det får vi nu en bedre mulighed for at dele med vores nye Facebook-side, og vi glæder os til at komme i gang, siger Direktør for DMI, Marianne Thyrring.

Fokus på Piteraq-varsling

Udover at dele daglige vejrudsigter på den grønlandske facebookside vil DMI have fokus på Piteraq-varslinger. Der vil senere på året være varsling for andre vejrtyper også, melder DMI ud.

Der vil på Facebook-siden også blive delt nyheder fra DMI, der er grønlandsk relaterede. Det kan være vejr realterede nyheder, nyheder om den aktuelle is-situation fra istjenesten eller nyheder om klimaforandringer. Alt indhold vil deles både på grønlandsk og dansk, og DMI vil bestræbe sig på at besvare vejrrelaterede spørgsmål.

Du kan se de første vejrudsigter på Facebooksiden HER

Powered by Labrador CMS