Børn med dårlig hørelse bliver ladt i stikken

Grønlandske børn har været på dagsordenen på en stor konference om høretab i Los Angeles, og et nyt studie har påvist, at problemerne blandt de grønlandske børn er langt mere omfattende, end hvad sagkundskaben hidtil har vidst.

Offentliggjort

Selv om grønlandske skolebørn har den højeste dokumenterede forekomst af høretab i verden har sundhedsvæsnet ikke taget initiativ til en særlig målrettet indsats.

Danmark har heller ikke et program, men alle har adgang til behandling, operation eller høreapparater hvis børnene har behov for det. Dette er ikke tilfældet i Grønland, selvom børnene her har langt flere høreproblemer.

På konferencen i Los Angeles fremlagde Malene Demant, som er Ph.d. studerende ved Ilisimatusarfik og Københavns Universitet et interviewstudie om grønlandske forældres opfattelse af øreproblemer.

Forældrene gav udtryk for, at de ikke oplevede, at behandling hjalp på problemerne, og at de mistede tillid til sundhedsvæsnet. Samtidigt gav nogle forældre udtryk for bekymring for børnenes hørelse og påvirkningen af deres skolegang, men også at øreproblemerne påvirker hele familien.

Før i tiden, når der var arrangementer i byen f.eks. i Hallen, så var vi med. Men vi er faktisk holdt op med at gå til sådan nogle ting, og vi er også begyndt at holde op med at gå til fødselsdage og kaffemik. Vi holder os mest for os selv. Jeg ved jo, at når vi kommer blandt andre folk, vil de altid
kommentere på, at barnets ører lugter. Er det fordi vi aldrig vasker dem?

Læge Ramon G. Jensen, som er øre-næse-hals specialist på Rigshospitalet, fremlagde et nyt studie af 1851 grønlandske skolebørn, på vegne af en skoleundersøgelse (HBSC), hvor 13% af børn svarede, at de havde høretab i en sådan grad, at de havde svært ved at følge med i skolen.

Preben Homøe, professor ved Ilisimatusarfik og Københavns Universitet siger:

- Vi har i mange år beskrevet omfanget af øreproblemer i Grønland, men for første gang har børnene og forældrene selv fortalt om det at leve med kronisk mellemøreinfektion. Og det viser sig, at problemerne er endnu mere omfattende end vi troede.

Høretab sættes på dagsordenen

Undersøgelserne vil blive præsenteret ved den sundhedsfaglige konference Nunamed i oktober 2019, hvor øre-næse-halslæger igen vil forsøge at sætte øre og høreproblemer på dagsordenen i samarbejde med øre-næse-hals afdelingen i Nuuk.

- Håbet er, at det grønlandske sundhedsvæsen og politikere vil tage fat på dette problem, som er helt særligt for Grønland. Der findes behandlingsmuligheder for flere af øreproblemerne, men de tilbydes ikke aktuelt i Grønland. Forebyggende indsatser er ikke iværksat og skolelærere og familier i Grønland kender ikke til omfanget eller håndteringen af høretab, oplyser Ramon G. Jensen til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS