Rosing vil sikre IA borgmesterposten

Alt tyder på at Inuit Ataqatigiit fastholder borgmesterposten, efter at Asii Chemnitz Narup her til morgen har oplyst, at hun trækker sig. Partiet får nemlig støtte fra Samarbejdspartiets Michael Rosing, der mener, at Demokraterne løber fra “regningen”.

Michael Rosing sidder i kommunalbestyrelsen for Samarbejdspartiet, men som suppleant for et mandat fra Demokraterne. Han vil pege på IA, når det gælder, hvem der skal besætte borgmesterposten.

Det er ikke lykkedes Demokraterne at svække IA’s position i hovedstadskommunen.

Det står klart, fordi Samarbejdspartiets enlige medlem af kommunalbestyrelsen, Michael Rosing, er parat til at pege på en IA-politiker som ny borgmester.

Med en enkelt stemme fra Samarbejdspartiet vil det lige netop række til et flertal i kommunalbestyrelsen på 10, idet IA har ni medlemmer.

Fortsat forhandlinger

- Jeg er fortsat i en forhandling med IA, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg allerhelst ser IA beholde borgmesterposten, oplyser Michael Rosing til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen partierne imellem har været noget anstrengt i den senere tid.

- Der er ingen tvivl om, at IA er det parti, der har vist den bedste samarbejdsvilje og professionalisme. Ja, de har simpelt hen stået for mindre fnidder og fnadder, fastslår Michael Rosing.

Han begræder, at Asii Chemnitz Narup har trukket sig, fordi han mener, at det sker på et tyndt grundlag og forklarer det på denne måde:

Stukket af fra regningen

- Selv om jeg i højere grad deler Demokraternes værdigrundlag – når man ser bort fra børneområdet – så mener jeg, at de er stukket af fra regningen. De har haft viceborgmesterposten i 10 år og har derfor haft viden om forholdene og udfordringen med at løse problemerne med de omsorgssvigtede børn og familier på østkysten, siger Michael Rosing, der har svært ved at acceptere Demokraternes magtspil.

- Ja, jeg har svært ved at finde ord for det magtspil, som Demokraterne har spillet i den seneste tid. Det er også en del af forklaringen på, at jeg hælder til at støtte IA-fløjen, når det gælder valget af en ny borgmester.

IA’s kandidat?

Michael Rosing oplyser, at han ikke vil blande sig i, hvem IA ønsker som borgmester.

Han pointerer imidlertid, at forhandlingerne mellem ham og en forhandlingsgruppe fra IA endnu ikke er afsluttet.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS