AK’s medlemmer får lønstigning

Medlemmer af AK, skal til urafstemning om en lønsumsstigning på omkring 19 millioner kroner. Det oplyser Atorfillit Kattuffiat, AK, i en pressemeddelelse.

En lønsumsstigning på over 19 millioner kroner er netop sendt til urafstemning blandt AKs medlemmer. Det oplyser AK i en pressemeddelelse.

Stigningen på lønsummen omfatter følgende overenskomster:

  • tjenestemænd
  • tjenestemandslignende
  • funktionsoverenskomsten
  • socialrådgivere
  • lægesekretærer
  • tandplejere
  • tandteknikere

Atorfillit Kattuffiat og Selvstyret er blevet enige om et resultatpapir, hvor den opnåede lønsumsstigning lyder på 5,33 procent over fire år. Det betyder, at i alt over 18 millioner kroner vil blive lagt over i grundlønnen i løbet af fire år.

- Det er et godt resultat, sammenlignet med sidste overindkomstforhandling, hvor AK fik 3 procent på 4 år i de fleste overenskomster. Det gode er også at lønstigningen sker fra lønsummen, og ikke kun fra grundlønnen alene, siger formand i AK, Dina Olsen.

Flere tillæg lagt på

Især tandplejere, der arbejder med børns mælketænder og socialrådgivere, der arbejder med børn, kan glæde sig over den kommende lønstigning. AK har nemlig hentet højere tillæg til dem, under forhandlingerne.

- Vi er glade for at arbejdsgiveren har været lydhørig over for vores krav om særlig fokus på faggrupper, der har direkte med børn at gøre, siger AK’s formand.

Atorfillit Kattuffiat har i dag 1.150 medlemmer, sammenlignet med 990 samme tid sidste år.

Powered by Labrador CMS