Eksperter skal hjælpe Forfatningskommission

Forfatningskommissionen opfordres til at indkalde eksperter på ad hoc-basis, så der kan foretages mere dybtgående analyser af de forskellige problemstillinger, når der skal udarbejdes en forfatning.

Den kommende Forfatningskommission skal forholde sig til to sæt papirer, før det går i arbejde. Et kommissorium og desuden et fem sider langt dokument med titlen: ”Forudsætninger for rammerne i kommissoriet for Forfatningskommissionens arbejde”.

Anbefalinger

Forudsætnings-dokumentet indeholder ud over en betænkning også en form for anbefalinger til hvilke arbejdsgrupper, kommissionen bør oprette og en opfordring til at bruge eksperter.

Det fremgår, at mulige emner for arbejdsgruppernes og eksperternes arbejde kunne være:

Folkets rettigheder i forhold til staten Grønland

  • Statsreligion og religionsfrihed
  • Hvor langt rækker ytringsfriheden?
  • Hvem ejer naturresurserne?
  • Hvor langt rækker individets ret i forhold til samfundets interesser?

Arbejdsgruppe om styreformer

  • Positiv kontra negativ parlamentarisme samt valgret og repræsentativitet - hvilke former er mest hensigtsmæssige for det fremtidige Grønland.
  • Fordele og ulemper ved deltagelse i internationale statslige samarbejder, og hvilke krav dette stiller til en fremtidig styreform.

Mulige former for det fremtidige forhold mellem Grønland og Danmark, herunder Free Association, forbundsstatskonstruktioner eller lignende.

Finansielle og økonomiske organiseringer i forhold til en selvstændig status.

Når kommissionens arbejde er tilendebragt skal forslaget til forfatning afleveres som udkast til en lov, fremgår det af papirerne. Hertil skal der være udarbejdet bemærkninger til forslaget og forslagets enkelte bestemmelser.

Powered by Labrador CMS