Gin, øl og kvan gik hånd i hånd på messe

Danske forbrugere er glade for grønlandske produkter, men kendskabet til de grønlandske lækkerier er for dårligt, mener direktør.

De københavnske forbrugere tog godt imod de grønlandske produkter, fortæller Brian Ekstrøm efter weekendens forårsmesse i Bella Centret.

- De danske forbrugere er meget glade for grønlandske specialprodukter. De har lyst til at smage, og produkterne får altid rosende ord med på vejen, siger direktør Brian Ekstrøm fra virksomheden Copenhagen Beer Import, der står for markedsføringen i Danmark af blandt andet Greenland Ice Cap Water fra Ilulissat og Qajaq Beer fra Narsaq.

- Desværre er kendskabet til de grønlandske lækkerier for ringe – og det er en stor udfordring, mener direktøren, der selv har boet i Grønland i en årrække.

Nyt samarbejde blev testet

Brian Ekstrøm har derfor allieret sig med Marianne Bjerre fra Kvann Kompagniet, der i en årrække har produceret grønlandske produkter med hovedvægten på kvan og timian. De to virksomheder gik sammen om en stand på Danmarks største forårsudstilling, der i weekenden blev afviklet i Bella Centret i København med næsten 75.000 besøgende.

- Samarbejdet på messen var en succes, som vi helt sikkert får meget ud af i fremtiden, mener Brian Ekstrøm.

Gin med arktiske urter

På standen blev der serveret smagsprøver på Kvann Kompagniets kvanbrødssnack, der også kendes fra Air Greenlands Norsaq. Gæsterne på messen kunne skylle efter med vand fra den grønlandske indlandsis og en helt ny gin på arktiske urter, som Kvann Kompagniet netop har udviklet.

- Vi har aftalt et samarbejde om salg og markedsføring ud fra en overbevisning om, at fælles kræfter når længere. Det er en stor styrke at kunne bringe hinandens netværk i spil, når der skal sælges og markedsføres produkter, som er nye og måske lidt anderledes, siger Marianne Bjerre fra Kvann Kompagniet.

Marianne Bjerre fra Kvann Kompagniet og Brian Ekstrøm fra Copenhagen Beer Import var gået sammen om en stand med grønlandske produkter paå den københavnske foraårsmesse.
Powered by Labrador CMS