Sandgreen: Vreden ulmer blandt fiskerne

Det ulmer af vrede blandt fiskerne, der føler, at de holdes uden for indflydelse, når det gælder udformning af en kommende fiskerilov.

Henrik Sandgreen er vred over forløbet forud for etableringen af en fiskerikommission.

Formanden for KNAPK Henrik Sandgreen bliver dagligt kimet ned af vrede fiskere, der gerne vil vide, hvad pokker politikerne har gang i, når det gælder en ny fiskerilov. I onsdags holdt partilederne fra koalitionen og støttepartiet Demokraterne et fiskeriseminar, men intet er sluppet ud.

- Tidligere blev vi altid spurgt om, hvad vi anså som vigtigt, når en ny lov skulle udformes. Denne gang er vi overhovedet ikke blevet hørt. Noget tyder på, at det alene er partierne, der skal sætte dagsordenen. Det er stærkt utilfredsstillende, fastslår Henrik Sandgreen over for Sermitsiaq.AG.

- For samfundet og de mange fiskere fra de kystnære områder vil en ny lov få stor betydning. Usikkerheden er langt fra tilfredsstillende, siger KNAPK-formanden.

Frygter valg i utide

Han forudser, at radiotavsheden efter Ilulissat-mødet i onsdags kan skyldes uenighed om et kommende kommissorium, der skal danne grundlag for en fiskerikommission.

- Jeg frygter, at det kan ende i et valg. Situationen er i hvert fald uholdbar, understreger Henrik Sandgreen, der samtidig peger på, at noget tyder på en alvorlig splittelse i Siumut.

- Der udstedes fiskerilicenser i et væk. Det skaber mangel på arbejdskraft på de større fartøjer og fiskefabrikkerne, samtidig med at de kystnære fiskeres indtjening udhules, fordi der er så mange om ressourcerne. Det er uholdbart, siger Henrik Sandgreen.

Smertegrænsen

- Og så kan vi læse at vores nuværende fiskeriansvarlige mener, at smertegrænsen er ved at være nået med hensyn til udstedelse af licenser. En holdning som vi ved, at andre i partiet ikke deler, siger Henrik Sandgreen.

- Det er jo hele vejen rundt, at der bliver kørt et sololøb fra Naalakkersuisut. SIK og GE inddrages jo heller ikke. Det er simpelt hen uholdbart. Man bør altså være varsom, når man vil i gang med at pille ved samfundets vigtigste erhverv og som vil få betydning for så mange mennesker, understreger Henrik Sandgreen.

Ved intet

- Jeg har talt med Nikkulaat Jeremiassen (naalakkersuisoq for fiskeri, red.), efter at han har været til fiskeriseminar. Men fik jeg noget at vide. Intet. Vi aner intet om, hvad der foregår, lyder det vredt fra KNAPK formanden.

Powered by Labrador CMS