Grønlandsk mand sporløst forsvundet

Eftersøgningen af den 47-årige Pavia Henrik Anton Hamann, der siden søndag har været savnet, er indstillet.

Pavia Hamann er iført en lysegrå strikket bluse, blå jeans og gule ankelskindstøvler

- Lige nu har vi ikke flere spor at gå efter, og vi er derfor ikke længere ude og lede, oplyser kommunikationsrådgiver Janni Lundager fra Østjyllands Politi til Randers Amtsavis og fortsætter:

- Vi er virkelig afhængige af henvendelser fra offentligheden. Hvis der er nogen, der tror, de har set ham, vil vi meget gerne høre om det. Vi har allerede fået nogle henvendelser, som har ført til, at vi har afsøgt visse områder, men de har intet givet.

Nedtrykt sindsstemning

Pavia Hamann var sidst i kontakt med sin far søndag morgen klokken 4.30, og samtalen har efterladt et indtryk af, at han var i en nedtrykt sindsstemning.

Pavia Hamann bor i Ebeltoft, mens eftersøgningen med hunde og helikopter har koncentreret sig om området mellem Fausing og Gl. Estrup.

Powered by Labrador CMS