Transparency: Større åbenhed om bestyrelser

Transparency International Greenland anbefaler åbenhed om hvordan bestyrelsesmedlemmer til offentligt ejede selskaber bliver udpeget

Transparency International Greenland (TIG) efterlyser større gennemsigtighed i forbindelse med udpegningen af bestyrelsesmedlemmer til offentligt ejede selskaber. Det fremgår af en rapport, som TIG har udgivet.

- Selvstyret markerer i sine retningslinjer for god selskabsledelse, at der er åbenhed og klare rammer for udpegelsen af bestyrelsesmedlemmer i de offentligt ejede selskaber, mens vi siden 2012 løbende har efterlyst større transparens i processen, skriver TIG om baggrunden for rapporten.

TIG har undersøgt processen med udpegningen af bestyrelsesmedlemmer i Kommuneqarfik Sermersooq og i Selvstyrets bestyrelsessekretariat og kommer på den baggrund med anbefalinger til større åbenhed.

Åbenhed om kompetencer

TIG anbefaler således, at det for hvert enkelt selskab skal være offentligt, hvilke kompetencer, der samlet set skal være repræsenteret i bestyrelsen - samt helst også, hvad de enkelte bestyrelsesmedlemmer byder ind med.

- TIG foreslår, at det samlede kompetencesæt, der ønskes dækket af bestyrelsen, fremgår af selskabets hjemmeside som minimum i generelle vendinger og gerne også åbenhed om hvordan de enkelte bestyrelsesmedlemmer passer ind heri med deres specifikke kompetencer.

- Selskabets rapportering om god selskabsledelse (Corporate Governance) bør indeholde en prioritering af disse kompetencer og en beskrivelse af, hvordan eventuelle ’kompetence-huller’ dækkes

TIG anbefaler, at man kigger mod andre lande, som Sverige, hvor årsrapporten for de svenske statsejede selskaber indeholder en kort og let forståelig oversigt over udpegningsprocessen.

Undersøgelsen bag rapporten blev gennemført i 2017. Herefter har TIG holdt et dialogmøde med Naalakkersuisut, Kommuneqarfik Sermersooq, Bestyrelsessekretariatet og grønlandske virksomheder. På baggrund af input fra dem er rapporten blev opdateret.

Powered by Labrador CMS